Som det burde være

I Logik & Co bestemmer håndværkerne selv deres arbejdstider, firmaets strategi og endda hvor meget, de skal have i løn. Men hver dag truer virkeligheden idealerne i det lille Utopia, og den ultimative frygt er, at projektet kører af sporet ligesom Tvind.

Af Mads Olrik Berthelsen

En sødlig lugt af daggamle ølsjatter hænger over Dronning Louises Bro i København. Hele weekenden har broen været spærret af til verdenskulturfestivalen “Images,” men her søndag morgen er det kun Logik & Co’s håndværkere, der er her. De myldrer rundt om festivalens gigantiske stillads, der strækker sig hen over vejbanen, og piller træplader med tykke lag graffiti ned. På sydsiden af broen arbejder ‘Logikkerne,’ som de ynder at kalde sig, fra plade til plade langs stilladset. Med en lommekniv graver maling væk fra skruerne inden de stemmer skulderen imod, skruer pladen løs og lader den glide ned på asfalten. Man kan hurtigt se forskel på svende og lærlinge. Søren Borking og Sonja Nørgaard, begge tømrerlærlinge, skiftes lidt til at skrue og holde og grave. Svendene, derimod, finder en fælles rytme så snart de kan og arbejder i effektive, skarpe bevægelser, som om de var på akkordarbejde. De svinger de flossede plader rundt få centimeter fra kollegernes hoveder.

“Safety first,” siger Søren.

“Smoking first,” svarer en af de garvede tømrere.

Håndværkerne får ikke løn for denne morgens arbejde. De får heller ikke overarbejdstimer, gratis frokost, kaffe i spandevis eller hvad man ellers kan forestille sig, der skal til for at lokke folk ud af fjerene søndag morgen kl. 7. De penge, de tjener her, ryger direkte i Logik & Co’s fælles kasse og skal bruges til en ombygning af firmaets fælles sommerhus oppe i Nordsjælland. Og vigtigere endnu; de har ikke fået ordre fra en chef om at være her. Det har de idealistiske håndværkere besluttet i fællesskab.

Da Logik & Co startede i 2002, drømte de otte grundlæggere om at skabe en lomme med frisk luft i håndværkerbranchen. Her skulle der ikke være en mester eller nogle aktionærer i jakkesæt, der havde kontrollen og tjente pengene. Logik & Co’s første generation ville vise, at man kunne drive et byggefirma, der var ledet af arbejderne selv og var karakteriseret af lighed, kollektivisme og socialt ansvar – idealer, de havde med sig fra blandt andet BZ-bevægelsen og liv levet på Christiania. De sidste ti år har de kæmpet for, at idealerne både skulle overleve og samtidig påvirke den verden, de lever i.

På den nordlige side af broen står Balder Johansen på toppen af et rullestillads. Han fungerer i hverdagen som firmaets daglige leder, valgt af fællesskabet.

“Hva’ så, Mr. T, skal vi lige tage denne her,” siger han og lader en tung, buet spånplade glide ned i hænderne på arbejdsmanden Thomas Clemmensen, som alle bare kalder ‘Tuborg.’ Få meter over Balder Johansens hoved hænger kulturfestivalens motto stadig og dingler fra stilladset. “Occupy Utopia,” står der. Festivalen inviterede kunstnere fra hele verden til at besætte Danmark med kunst og “virkeliggøre deres utopier gennem kunsten,” som der stod i programmet. Håndværkerne, der render rundt på broen under banneret, hader ordet Utopia. Det er for stort, siger de. Det er for endegyldigt og verdensfjernt. Alligevel kan idealisterne i Logik & Co ikke benægte, at deres firma med fokus på ligeløn, bæredygtighed og konsensusdemokrati ligner et forsøg på at skabe netop Utopia.

Logik & Co’s medarbejdere har et andet problem med ordet Utopia: Det er for perfekt. Og hvis man ikke passer på, kan man knække nakken i jagten på det perfekte. Se bare, hvad der skete med driftige socialister som Louis Pio, der vendte samfundet ryggen og forsøgte at starte et socialistisk Utopia i USA, eller Mogens Amdi Petersen, der prøvede at spare nok penge sammen til at starte en verdensrevolution og frembringe et globalt Utopia. Det er ikke sådan et Utopia, Logik & Co’s håndværkere forsøger at skabe. De lever i en tid, hvor det er svært at tage ideen om den perfekte verden seriøst, og hvor deres Utopia bliver nødt til at tilpasse sig virkeligheden. De forsøger ikke at ændre verden ved at gemme sig fra kapitalismen eller ved at smadre det hele i én stor revolution for at lave plads til det perfekte, socialistiske samfund.

“Jeg var tiltrukket til håndværk, fordi man hver dag kan kigge tilbage og se på det produkt, man har lavet. Man kan ændre verden en lille smule hver dag,” siger lærlingen Sonja Nørgaard, der droppede festen lørdag aften for at være med til at rydde op på Dronning Louises Bro i den bløde sol søndag morgen.

Selvfølgelig vil håndværkerne i Logik & Co gerne ændre verden – kan man overhovedet svare nej til det spørgsmål? Men først og fremmest er de praktikere, der skal have tingene til at fungere her og nu. For man kan ikke starte med at ændre verden. Man kan starte med at ordne den lønseddel, som en af byggelederne har glemt at aflevere. Man kan starte med at fræse den opgang, murerne er i gang med at lave nede på Thorsgade, og man kan prøve at finde den store, gule støvsuger. Er der ikke for fanden nogen, der har set den store, gule støvsuger

Nu dages det, brødre

Kl. 6.30 mandag morgen er et dårligt tidspunkt at ændre verden. Nej, verden ligger tungt over én, virkeligheden med dens søvnunderskud og parkeringsbøder og østarbejdere og ingen penge, og Logik & Co’s håndværkere sniger sig ind til det ugentlige fællesmøde i Ryesgade på indre Nørrebro med slæbende fødder og fingrene dybt begravet i øjnene. Man kan knap nok høre g’et i deres g’morn. Undtagen Balder Johansens. Der kommer Godmorgen formfuldendt og kraftigt ud, det slår ekko mod væggene. Han sætter sig for enden af et langbord med en bunke papir foran sig og kigger på tømrerne, murerne, elektrikerne og snedkerne, der bærer skåle med yoghurt og fyldte kaffekopper ned til langbordene.

Balder Johansen er en kompakt mand. Kort, fladt hår, skægstubbe og mørke, bedrøvede øjne bag et par briller. Alt på hans krop sidder tæt på centrum, og når han drikker af sin kæmpe vandflaske, stikker han armen ud til siden som en bodybuilder. Men for det meste – oftere end at drikke, oftere end at skrive, oftere end at trække vejret, virker det til – taler han.

“Hva’ så, er vi klar?”

Da Logik & Co blev grundlagt i 2002 var mandagsmøderne hjørnestenen i firmaet. Det var på dette møde, at alting skulle vendes, at alle beslutninger skulle tages i konsensus og alle skulle blive enige om, hvordan ugen skulle køre. Men ligesom så mange andre utopister opdagede grundlæggerne, at sådan fungerer virkeligheden ikke. Det viste sig hurtigt, at selvom firmaet var meget mindre dengang – i de gode uger var der måske 15 medarbejdere – kunne møderne nemt brede sig over flere timer til både kl. 9 og 10. Sådan kan man ikke drive et byggefirma, og sådan kan man slet ikke drive Logik & Co, efter det er blevet et mellemstort firma med op til 90 medarbejdere alt efter sæson og over 50 millioner kroner i årlig omsætning.

Mandagsmøderne har udviklet sig til at være rene informationsmøder, hvor den kommende uge bliver vendt. På samme måde har den flade struktur hævet sig op, så firmaet i Balder Johansen har en slags chef, der skal stå for den daglige drift. Det betyder dog langtfra, at det lille Utopia er i gang med at blive til en normal virksomhed. Det er stadig medarbejderne, der bestemmer firmaets strategi, lønniveau og hvordan, ressourcerne skal bruges. Og på det månedlige torsdagsmøde eller årsmødet kan medarbejderne for den sags skyld vælge at fyre ledelsen, hvis de har lyst til det.

Denne mandag morgen bliver Logik & Co’s forskellige byggeopgaver gennemgået i detaljer; hvor langt de er fra deadline, hvad der skal ske i denne uge, hvem der går derude. Alle undtagen Balder Johansen snakker fra hukommelsen og uden noter. Det eneste papir, der ligger på bordene, er lønsedler og kalendere med 3F-logo.

“Sidste år på denne tid så det også rigtig godt ud med vores firma, men så formøblede vi det hele i efteråret. Vi er nødt til at fortsætte denne her skrue,” siger Balder Johansen og kigger rundt.

“Nu kører vi med den strammeste elastik, vi overhovedet kan. Vi skal fandme være der helt mentalt.” Hans peptalk følges af små nik.

Efter en fantastisk sommer er der blevet opdaget svamp i flere af firmaets byggeprojekter – pladserne bliver lukket ned, alting stopper.

“Det betyder, at vi bliver nødt til at sende nogle folk hjem,” siger Balder.

Beskeden glider gennem lokalet uden nogen nævneværdig reaktion i kølvandet. For det er ikke en fyringsrunde. Man bliver ikke fyret i Logik & Co, man bliver sendt hjem. Og her er ingen prikkerunde, hvor chefen peger folk ud. Som oftest melder håndværkerne sig frivilligt til at blive sendt hjem, for de ved, at så snart, der igen er arbejde, ringer telefonen. I mellemtiden er de velkomne til at bruge en af firmaets delebiler, måske for at køre ud i et af sommerhusene. Firmaet har to i Nordsjælland og et i det spanske Baskerland.

Efter mødet defilerer håndværkerne ud af døren til deres cykler og biler for at komme ud på byggepladserne. Ovenpå sætter Martin Sundbøll sig til rette på sit kontor. Han er den ledende elektriker og teknisk set administrerende direktør for hele firmaet. Titlen giver ham lige så meget magt som Dronningen af Danmark, for alle beslutninger skal tages af medarbejderne eller af kollektivet.

“Men jeg skal da underskrive nogle dokumenter nu og da.”

Sundbøll fortæller, at Logik & Co ikke ser sig selv som et venstrefløjsprojekt, selvom tilknytningen til venstrefløjen er stærk: I mødelokalet på første sal hænger firmaets folkeaktie i Christiania i glas og ramme. De ansatte laver frivilligt arbejde for blandt andet Folkets Hus, og i stedet for en bestyrelse har firmaet et kollektiv bestående af otte medarbejdere.

“Men vi kører stadig efter en fuldstændig kapitalistisk model, og vi er underlagt kapitalistiske kræfter som for eksempel konjunkturerne,” siger Martin Sundbøll. Udfordringen er, at Logik & Co skal agere i de kapitalistiske strukturer og samtidig forsøge at ændre de strukturer. Et af firmaets højeste mål er at fremme det bæredygtige byggeri, og samtidig er de ekstra fokuserede på at tage socialt ansvar, når det kommer til lærlingene – minoriteter kommer gerne forrest i køen.

“Folk joker med, at man skal være kriminel indvandrer eller autonom for at være her. Nogle gange er det måske ikke helt forkert,” siger tømrerlærlingen Sonja Nørgaard.

Nede på Nørre Søgade, få minutter på cykel fra hovedkvarteret, leder en svajende, smal trappe op til byggepladsen på 6. sal. Tømreren Brian Christensen, lærlingen Søren Borking og arbejdsmanden Thomas ‘Tuborg’ Clemmensen er i gang med at rive taget ned for at gøre plads til tre nye lejligheder, der skal ligge med udsigt ud over Københavns søer.

“Det er et lortearbejde,” siger tømreren Brian under en kort pause. Lærlingen Søren bryder ind.

“Man skal ikke tage så mange beslutninger, der er ikke så meget at nørkle med. Det er bare at slukke hjernen og slæbe.”

Brian kom til Logik & Co i 2006 under højkonjunkturen. Dengang var der masser af højtbetalt arbejde at få i byggebranchen, men han valgte idealismen i Logik & Co.

“Jeg kom på grund af det politiske projekt,” siger han.

Han gik 30 kroner i timen ned i løn, da han startede i firmaet. Arbejdsmanden Tuborg byder ind.

“Hvis jeg fik tilbudt et andet arbejde til 50 kroner mere i timen, ville jeg ikke tage det.” Lønnen i Logik & Co er lav, til gengæld tjener de penge til en fælles kasse, de selv har kontrol over. Der sidder ikke en mester på toppen og skummer fløden. Men idealisme kan være en dyr ting, og man skal have råd til at arbejde hos Logik & Co. De 155 kroner i timen giver en månedlig udbetaling, der kun lige knap er højere end dagpengesatsen.

“En gang imellem tager nogle af drengene en tur rundt til andre firmaer for at tjene lidt penge og kommer så tilbage. Da der i en periode ikke var arbejde her, tog jeg til Jylland og tjente en bunke penge.”

Hvorfor kom du tilbage?

“Fordi de er nogle røvhuller ude i virkeligheden” siger han, og de to andre griner.

“Ligelønnen er det kit, der binder os sammen,” siger Balder Johansen inde på Logik & Co’s hovedkontor på Ryesgade på indre Nørrebro. Som daglig leder får han præcis den samme timeløn som en nyansat arbejdsmand.

“De gange, vi har prøvet at lave om på det, er det gået ad helvede til. Det har skabt splid på byggepladserne og været tæt på at rive os fra hinanden. Ad helvede til.”

Det er en meget basal tanke hos Logik & Co, at en time af din tid er lige så meget værd som en time af min tid. Nogle vil samtidig kalde det en utopisk, socialistisk tanke, der ikke kan fungere på et marked med udbud og efterspørgsel. 155 kroner i timen er ikke meget, når man er byggeleder, bogholder eller daglig leder, for den sags skyld, i et firma med næsten 100 ansatte.

“Udfordringen er jo, at vi betaler folk meget mindre end de egentlig er værd,” siger Balder Johansen.

Utopiske eksperimenter har før vist sig sårbare over for basale markedsmekanismer. I de israelske kibbutzer, eller i de argentinske banker, der overgik til fælleseje efter kollapset i starten af 90’erne, forsvandt nogle af de dygtigste ledere, lokket af en højere løn i det almindelige, private erhvervsliv. Problemet er, at et Utopia som Logik & Co ikke ligger på sin egen ø, hvor de selv kan bestemme, hvilke påvirkninger deres lille samfund bliver udsat for. De indgår i et komplekst system med konjunkturændringer og udbud og efterspørgsel. Men ideen om at flygte fra de strukturer er ikke noget, der tiltaler håndværkerne.

“Det der med at melde sig ud, det virker underligt. Alternative virksomheder som os skal jo netop vise, at det, vi laver, kan konkurrere med det etablerede,” siger Søren Borking, tømrerlærlingen fra taget på Nørre Søgade.

Men sådan har utopiske eksperimenter ikke altid tænkt. Da industrialiseringen rigtig begyndte at tage fart, drømte europæiske utopister om at vende det moderne samfund ryggen for ikke at blive smittet af den omkringliggende verden. De flygtede ud i vildnisset, prøvede at designe perfekte samfund og bygge dem op fra bunden. Det gik sjældent godt.

En ø på prærien

Lighed er et basalt træk i den utopiske drøm. I den britiske politiker og filosof Thomas Mores oprindelige fortælling om Utopia fra 1516 er alle klasseskel udvisket. Alle indbyggerne går i de samme, hvide kåber og lever et simpelt liv i harmoni med naturen. Men et af de vigtigste træk

ved Mores Utopia er, at det er en ø. Og vigtigere endnu: en ø, man ikke kan finde. Den tanke var helt central for dem, der drømte om en bedre verden i 1800-tallet. Også hos grundlæggeren af den danske arbejderbevægelse, Louis Pio, der selv forsøgte at skabe Utopia på den amerikanske prærie.

Pio havde på et tidligt tidspunkt overvejet, om udvandring til USA var den rigtige løsning for den danske arbejderstand. Pio havde hørt rygter om succesfulde kolonier i USA, der alle havde indset, at der var brug for en eller anden form for socialisme og kollektivitet. I foråret 1877 frygtede de danske myndighederne, at socialisterne var ved at gøre klar til en revolution, og de gav arbejderlederen Louis Pio et tilbud: Du kan enten blive og risikere at ryge i spjældet, eller du kan få økonomisk støtte til at rejse. Pio, der var træt af skærmydslerne mellem arbejderlederne, tog imod tilbuddet. Den 25. marts 1877, med 30.000 kroner på lommen, satte han kurs mod USA og staten Kansas for at starte en socialistisk koloni.

“Jeg længes mere og mere efter et håndgribeligt bevis for holdbarheden i teorierne,” skrev Pio kort efter sin afgang fra Danmark.

“Jeg vil følge mine ideer til graven.”

Første problem var at finde ud af, hvor kolonien skulle ligge. Flere af Pios nybyggere frygtede at komme for langt væk fra civilisationen og ville gerne holde sig tæt på byen Salina, men Louis Pio sagde nej. Der var for civiliseret. Han drev kolonien længere ud vestpå til mere isolerede områder.

Pio var inspireret af den kristne gruppe De Sidste Dages Hellige, der i flere omgange havde forsøgt at skabe et nyt Jerusalem i Amerika. Men deres principper om fælleseje og flerkoneri havde mødt modstand på USA’s østkyst, og mormonerne, som de også bliver kaldt, var nu flygtet ud i staten Utahs vildnis, hvor deres samfund kunne vokse i fred.

Louis Pio ville på samme måde finde sin egen isolerede ø, sit politiske Galapagos, hvor socialismen kunne vokse i fred fra den sygelige omverden, smittet, som den var, af industrialisering og kapitalisme. Isolationen skulle vise sig at være en dårlig idé.

Tanken om at vende det hele ryggen findes stadig i dag. Christiania og Thy-lejren har begge – til en vis grad – isoleret sig fra samfundet for at deres eksperimenter kunne få ro til at udvikle sig. Men når utopierne flytter væk og isolerer sig, er de også i fare for at gå i selvsving. Niels Salling har været tilknyttet Logik & Co i næsten et årti. For ham er det vigtigt, at firmaet skal engagere sig lokalt og have en lavpraktisk tilgang til idealismen. Men, siger han:

“Vi skal passe på, at skyklapperne ikke kommer til at sidde for tæt. Så kunne vi jo lige så godt flytte ud på et biodynamisk landbrug på Nordfyn og blive selvforsynende,” siger han.

Når utopierne bryder ud af samfundet i dag, handler det i høj grad om bæredygtighed, og fordelen ved at flytte væk og starte en koloni er, at man kan få det præcist som man vil have det. Ulempen, siger de i Logik & Co, er, at et isoleret, utopisk eksperiment ikke ændrer noget som helst.

“Hvis kapitalisterne skal slås, så skal de slås på deres egen hjemmebane,” siger Balder Johansen.

For andre eksperimenter, som for eksempel Tvind, var det afgørende at isolere sig for at omprogrammere mennesket. En tidligere Tvindelev har beskrevet, hvad hun fik at vide, da hun startede.

“Du skal forkaste de værdier, du kommer slæbende med. De kan ikke bruges til en skid, eftersom de (og du) er et produkt af det borgerlige samfund.”

Målet var at skabe ikke bare et nyt samfund, men et nyt menneske. Balder Johansen er ikke imponeret over den slags tanker.

“Marxistiske tanker om, hvordan økonomien er bygget op, er jo fine nok, men hele ideen om, at alle vores sociale træk er en konstruktion – at hvis vi blev født helt alene ude på en øde ø så kunne mænd sagtens begynde at opføre sig ligesom kvinder og alt muligt andet – det er simpelthen ikke rigtigt,” siger han.

Tilbage til Pio. Ude på prærien i Kansas byggede kolonisterne en lade, hvor familierne boede i den ene ende og de enlige mænd i den anden.

“I paradisisk informalitet,” skrev Alfred William Hansen, en af Pios nærmeste.

Nybyggerne havde håbet på, at Louis Pio ville lede kolonien, men ifølge Hansen blev det hurtigt klart, at Pios ideer var “luftkasteller.” Udover at kolonien skulle ligge langt væk fra civilisationen og være socialistisk, havde Pio ikke gjort sig nærmere tanker om, hvordan den skulle indrettes. Det måtte nybyggerne selv finde ud af.

Byboerne blev hurtigt frustrerede over at være isolerede. Når de hårde arbejdsdage, der gik med at opdyrke den golde prærie, var slut, sank det lille Utopia ned i skænderier om, hvordan det perfekte socialistiske endesamfund egentlig skulle se ud. Da en af kolonisterne en dag drak af en anden mands kop, udbrød der et gigantisk skænderi. “Hvis det her er socialisme,” sagde koppens ejermand angiveligt, “så er jeg ikke socialist.”

Imens svandt koloniens ressourcer ind, og til sidst måtte de spise koen og de to heste. Nybyggerne i Louis Pios Utopia blev til sidst enige om, at tage til den nærmeste by og sælge alt, hvad der kunne sælges. Da de delte overskuddet og gik hvert til sit, havde kolonien eksisteret i blot seks uger.

Balder Johansen griner lidt mens jeg fortæller ham historien.

“Det, jeg tror, der er sket med alle de her isolerede utopiske eksperimenter, er, at de har lukket sig om sig selv. Kolonien var først og fremmest et helle, et sted Pio flygtede hen for at undgå forfølgelse, tror jeg.”

Eksperimentet i Kansas ødelagde Louis Pio. Senere skrev han, at koloniens nedbrud demonstrerede, at de socialistiske ideer ikke kunne realiseres i den virkelige verden. Den perfekte socialistiske ø fandtes ikke.

Mormonkirken, Pios forbillede, eksisterer til gengæld stadigvæk. Efter at have ligget for sig selv i Utah og kæmpet en kold og varm krig med de amerikanske myndigheder i næsten 70 år, opgav de isolationen i 1929. Mormonerne afskrev sig retten til polygami og åbnede sig mod det omgivende samfund. I dag har kirken op imod tre millioner medlemmer på verdensplan, og USA’s Republikanske Parti havde sidste år en mormon som præsidentkandidat. Kirken er blevet kaldt det mest levedygtige utopiske eksperiment nogensinde.

Chefen og demokratiet

Religiøse utopier holder generelt længere end politiske. Det påviste den amerikanske professor i sociologi Rosabeth Kanter i et studie i 1972. Peter Gundelach, professor i sociologi ved Københavns Universitet, forklarer det med, at religion kalder på nogle dybere og mere identificerende følelser hos os.

“Mange af de her religiøse utopister har haft en oplevelse af meget stærk tilknytning til bestemte personer. Og hvis du forestiller dig et religiøst community ledet af en form for guru, så er der meget mere kontrol og styring,” siger Peter Gundelach.

“I en politisk organisation kan der nemmere komme fraktioner og uenigheder, og hvis der så ovenikøbet er en eller anden form for demokratisk opbygning, så kan der ske alt muligt.”

Logik & Co har en demokratisk opbygning. Alle de store beslutninger skal tages i fællesskab, og nogle gange kan det føre til store kampe. I 2009, da den økonomiske krise var på sit højeste, havde Logik & Co store fællesmøder næsten hver 14. dag. Her valgte de blandt andet at sætte lønnen ned fra 175 til 155 kroner i timen.

Men det ville være forkert blot at se firmaet som et fladt medarbejderdemokrati, selvom det var tænkt sådan fra begyndelsen.

“Vi startede med en helt flad struktur,” fortæller Martin Sundbøll, den administrerende direktør med lige så meget magt som Dronningen.

“Problemet var, at når tingene vokser, så bliver man handlingslammede af det.”

Løsningen blev, at i takt med at Logik & Co voksede, blev de forskellige opgaver delt ud til små grupper. Da firmaet så voksede yderligere, skulle der bruges folk til at koordinere de forskellige grupper, og langsomt hævede den flade struktur sig op i en pyramideform.

“Men det er en meget flad pyramide. Der er jo ikke mere end ti trin op af trappen her i hovedkvarteret,” siger Martin Sundbøll.

På toppen af trappen i Logik & Co’s dybblå bygning på indre Nørrebro sidder den daglige leder Balder Johansen. I kraft af sin stilling er det også ham, der taler mest på firmaets møder.

“Halvdelen af møderne er stand-up fra min side. Jeg fortæller, de andre spørger,” siger Balder Johansen.

“Men på resten af møderne kører diskussionerne. Så prøver vi gerne at lave gruppearbejde, for eksempel om hvordan vi øger produktiviteten. Så får vi måske 22 forskellige forslag, og så er det mit ansvar som leder at finde et kompromis.”

Det er en konstant balancegang mellem, at medarbejderne skal have reel indflydelse på forretningen, og at forretningen rent faktisk skal kunne køre smidigt. Kunderne skal vide, at de kan ringe til en chef, der kan tage ansvar. Logik & Co prøver at løse udfordringen ved at sætte idealismen en smule i baggrunden i hverdagen.

“Der er drift af virksomheden på den ene side, og så er der den daglige leder på den anden. Og det er svært for nye medarbejdere at forstå forskellen. De siger, jamen, det er jo dig, der bestemmer det hele. Og jeg siger, nej, det er mig, der bestemmer fra kl. 7 til kl. 15. Der skal være en daglig leder, der kan sætte sig igennem, for vi skal have en virksomhed, der virker. Men det er ikke mig, der bestemmer, hvor vi skal være om fire år. Det bestemmer vi i fællesskab,” siger Balder Johansen.

I Logik & Co’s perfekte verden var vi måske alle sammen lige og havde lige meget indflydelse. Men Klaus Danza, snedker og en af grundlæggerne af firmaet, er ikke bleg for at indrømme, at Logik & Co har accepteret, at der kræves en vis grad af hierarki for at drive en virksomhed. De kan ikke være fuldstændigt ligestillede alle sammen, og i Balder Johansen har medarbejderne en karismatisk og kraftfuld leder, de kan samle sig om.

“Han kan have mange bolde i luften og har en enormt god hukommelse for detaljer,” siger Klaus Danza.

Balder Johansen kalder selv sit job for daglig leder, andre ville kalde ham en chef. Professor Peter Gundelach ville måske kalde ham en guru. Så langt vil Klaus Danza dog ikke gå.

“Balder har en fandenivoldskhed til at sætte sin vilje igennem – også selvom han ikke nødvendigvis har ret,” siger han.

Og det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Virksomheden lever på mange måder af sit demokrati og sin ligeløn, men uden folk til at sætte sig i spidsen, ville det smuldre hen, mener han.

“Jeg er ikke idémand. Jeg er ikke iværksætter, men jeg vil gerne være med til at bakke op. Og generaler er ikke meget værd uden soldater.”

Når revolutionen kommer

Et håndværkerliv er aldrig mere misundelsesværdigt end i august. København er tom og lys og allerede lun, når medarbejderne i Logik & Co møder ind til de ugentlige fællesmøder og derfra kører videre ud til byggepladserne. Men i baghånden har den sidste sommermåned også en løftet pegefinger, der minder de solbrune håndværkere om, at idealister aldrig kan slappe af. Et lille Utopia som Logik & Co er selvfølgelig under pres udefra – af konjunkturerne og af markedet – men idealistiske bevægelser er altid under lige så meget pres indefra. I august skulle man bare kigge ned i Landsretten for at se, hvor galt det kan gå. Her blev en lille kerne i Tvinds lærergruppe, med Amdi Petersen i spidsen, varetægtsfængslet in absentia og eftersøgt i hele verden for underslæb og skattesvig for op imod 35 millioner kroner.

Bare det at nævne Tvind sender en lille kuldegysning op igennem ryggen på Signe Beyer Møller, bogholder i Logik & Co.

Man skal nemlig ikke kigge dybt i historiebøgerne, før man opdager lighederne mellem ‘Logikkernes’ lille Utopia og det berygtede Tvindimperium. Begge er de kollektivistiske i deres opbygning, og både Logik & Co og Tvind gør en dyd ud af, at samfundets udsatte skal have plads i deres Utopia.

Tvind, i starten kendt som Den Rejsende Højskole, blev grundlagt af et kollektiv i 1970, og op igennem årtiet blev skolen en øjesten for blandt andet daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Kommuner i hele landet sendte deres mest besværlige elever til Tvinds skoler i Ulfborg, Svendborg og på Fanø, hvor de blev sat i arbejde. Rikke Oldin, en af bogholderne i Logik & Co, kan fortælle fantastiske historier om sin tid i Tvind; hvor slem hun var inden, og hvordan oplevelserne på skolerne – som at blive sat af i en marokkansk landsby med intet andet end en lighter og en kuglepen – har formet hende.

I 1979 fik Dagbladet Information fingrene i et internt dokument, tilsyneladende skrevet af Mogens Amdi Petersen selv. Papiret gav et radikalt anderledes indblik i Tvinds mission og viste, at Amdi og hans meningsfæller ikke bare var tilfredse med at hygge sig i kollektivet og give en hånd til udsatte unge.

“Målet med skolernes arbejde er at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, hvor arbejderklassen udstikker retningslinjerne for produktion og kultur,” skrev Amdi Petersen.

Tvind arbejdede for en verdensrevolution.

Rundt omkring i Logik & Co kan forskellige medarbejdere stadig huske, at de som unge også drømte om at ændre verden i ét, stort ryk.

“Da jeg gik i gymnasiet var jeg ude på gaden og demonstrere mod EU, og jeg var i Prag og demonstrere mod Verdensbanken,” fortæller lærlingen Søren Borking fra taget på Nørre Søgade.

Niels Salling, der faktisk er ekslogikker, men stadig er involveret i ‘projektet’, som han kalder det, kan godt huske verdensrevolutionens tid, selvom han kun er 33 år gammel.

“Min stedfar var på et tidspunkt formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Han troede i lang tid fuldt og fast på, at revolutionen var lige om hjørnet. Snart, om 5-10 år, ville de røde gå i land i Køge bugt, og vi ville få det socialistiske samfund. Det må være dejligt at have levet i den verden. At vide, at det hele blev fantastisk lige om lidt.”

De har begge to været ude og kæmpe mod verdens strukturer. Søren og Niels indrømmer gerne, at det at pille plader ned fra et stillads på Dronning Louises Bro eller bygge nye lejligheder, ikke vælter nogen regeringer. Det gør intet for verdensrevolutionen, det redder ingen fra Afrikas sultkatastrofer. Men det er alligevel idealisme, siger Søren.

“Det her firma karakteriserer et skift for mig. I dag er det vigtigt, at det giver mening, nu og her og lokalt, at jeg kan se et formål med succeskriterierne. Jeg er gået væk fra miljøer med flyvske politiske tanker og engagerer mig i langt højere grad lokalt.”

Man kan høre ekkoet fra Tvind i de tidlige diskussioner, grundlæggerne af Logik & Co førte i 2001 og 2002, da de prøvede at finde ud af, hvordan deres nye firma skulle se ud. De ville “overtage produktionsmidlerne,” skrev det lille kollektiv, bestående af blandt andet Martin Sundbøll, Balder Johansen og Klaus Danza, i et diskussionsoplæg. Forskellen var omfanget af ambitionerne: ‘Logikkerne’ snakkede om et par bygninger på Nørrebro; Tvind mente det hele.

Balder Johansen nikker blidt med hovedet, når man sammenligner Logik & Co og Tvind.

“På en eller anden mærkelig måde har de jo været en slags forbilleder for os,” siger han.

Ligesom Logik & Co fokuserede Tvind på lighed, på kollektivisme og på, at utilpassede unge skulle opdrages gennem fællesskab. Og ligesom Logik & Co var bæredygtighed et af kerneområderne for Tvind. Balder Johansen var selv med til at bygge en af vingerne til Tvinds ikoniske mølle i Ulfborg.

“Jeg nåede gudskelov kun at være der i 14 dage,” siger han.

Op igennem 80’erne og 90’erne begyndte der langsomt at sive historier fra Tvind, der viste, hvorfor Utopia er sådan et farligt ord. På den ene side er Utopia harmonisk og godt, men det er også perfekt. Og det perfekte bærer det totalitære i sig. Gamle Tvindelever begyndte at snakke om psykisk terror, hjernevask og sektlignende tendenser.

Medlemmer af Tvinds lærergruppe fortalte, at der havde udviklet sig en personkult omkring Mogens Amdi Petersen, der “levede som intet mindre end en gudeskikkelse i centrum for sit eget rige af skoler, seminarier og nødhjælpsorganisationer. Et rige af undersåtter, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn,” fortalte afhopperen Steen Hansen.

‘Logikkerne’ gyser, når de læser nutidens pressedækning af Tvind, der mest handler om billetter på businessclass og luksuslejligheder i Miami. For Logik & Co er læren, at ingen må have muligheden for at rage mere til sig end andre. Balder Johansen ynder at sige, at ‘Logikkerne’ har smidt nøglen til pengekassen væk. Når – i disse kriseår er det nærmere hvis – Logik & Co har overskud, går det til fonden X- fond, og der sidder ingen i selve firmaet, der kan stikke snablen ned i pengetanken. En lektie, de blandt andet har lært af Tvind.

Nogle på venstrefløjen kigger måske tilbage på Sovjetunionens fald og siger, at det var der, drømmen om det perfekte bristede. Men for en idealist gør det lige så ondt at se på det fald, som Tvinds utopiske projekt har taget i det etablerede samfunds øjne. Det gør ondt at se, hvad den idealisme, man har inde i sig og som driver én, kan udvikle sig til.

Tror du nogensinde, Tvind var på det samme stadie som Logik & Co, at Amdi Petersen var ligesom dig, og det så bare er gået galt hen af vejen?

“Jeg har tænkt meget over det, og jeg ved ikke hvad fanden, der er sket,” siger Balder Johansen.

“Det er jo frygteligt, at de ikke har brugt det til noget bedre. De kunne jo være en flyvende kanon, et forbillede for, hvordan man driver virksomhed.”

Han sænker stemmen.

“Ved du hvad… Jeg håber så inderligt, at dem fra Tvind en eller anden dag hopper ud og siger, prøv at hør; alle de historier, I har fået fra pressen om vores luksusliv, det er pis og papir. I virkeligheden har vi levet på en sten hele vores liv, og nu har vi tjent nok penge til at købe Zimbabwe fri af sin gæld.”

I det samme minder han om, at den eneste gang, Tvind rent faktisk har været for en dansk domstol, blev de frikendt. Men så griner han lidt af sin drøm. Han kan godt selv høre det.

“Nej men, jeg håber sgu, det er sådan, det er, for jeg kan ikke forstå, hvad de ellers skulle gøre det for,” siger han så, højt.

“Det bliver jeg nødt til at håbe.”

Øen og kompasset

Tvinds verdensrevolution kom aldrig. Og det skal vi være glade for, siger den amerikanske sociolog Erik Olin Wright. Hans hvide, krøllede hår strækker sig mod himlen, og han snakker i afmålte bidder med hænderne foldet på maven.

“Der er ingen eksempler på, at en revolution har virket. Jo, man kan bruge den til at overtage magten, det har vi set masser af gange, men det er aldrig sket, at en revolution har ført til det, som mange socialister har drømt om: Et mere socialt, mere ligeværdigt og mere retfærdigt samfund,” siger han.

Erik Olin Wright er professor ved University of Wisconsin og forsker i alternativer til kapitalismen. I 2010 skrev han bogen “Envisioning Real Utopias”, der er et opgør med den moderne opfattelse af Utopia..

“Man kan sige, at både ideen om at skabe et isoleret, perfekt Utopia (ligesom Louis Pios, red.) og så ideen om at ændre verden i ét, stort brag – en verdensrevolution – stadig findes i dag, men de er ikke i the mainstream. De fleste har opgivet tanken om, at vi kan ændre samfundet i et snuptag, fordi samfundet er langt mere kompliceret end som så, med sociale processer og systemer, der er mere eller mindre koblet til hinanden. Til dem, der siger at verden skal ændres gennem en revolution, der vender alting på hovedet, siger jeg; det er bare ikke sådan, tingene fungerer,” siger Erik Olin Wright.

Moderne utopiske eksperimenter som Logik & Co virker mere som en godartet virus. De hægter sig fast på samfundet, hvor de udvikler sig langsomt og, måske, påvirker samfundet til at ændre retning et par grader, siger Olin Wright. Og om ikke andet, siger ‘Logikkerne,’ gør de en forskel bare ved at eksistere.

“Der er mange, der har respekt for vores projekt, fordi vi har været her så længe uden at gå ned med flaget. Så vi har en funktion som forbillede inden for miljøet, og det er jo en ret god eksistensberettigelse,” siger snedker Klaus Danza.

I september gør sommeren et kort comeback hos Logik & Co. Svampeproblemerne er blevet løst på byggepladserne, og næsten alle firmaets medarbejdere er igen i arbejde. Men den økonomiske krise ligger stadig over byggebranchen. Et af de få steder, der er rigtig gang i den i København, er på Nørreport Station, hvor de futuristiske, sølvgrå tage, der skal skygge over den nye metrolinje, langsomt tager form. Planen er, at stationen skal omkranses af træer, der skal sættes solceller op, og taget skal dækkes af grøn beplantning, så Danmarks mest trafikerede station kommer til at ligne en græsplæne fra oven, har Balder Johansen læst.

“Og det er fandme sjovt, mand,” siger han.

“Det var simpelthen utænkeligt, når vi foreslog sådan noget for 20 år siden. Dengang grinte man af det og kaldte det for noget hippiepis.”

Måske virker det, tænker han. Måske skal man bare være et stærkt nok forbillede og så vil resten komme.

I Thomas Mores oprindelige fortælling fra 1516 er Utopia en perfekt ø. Men Erik Olin Wright og Peter Gundelach fra Københavns Universitet har opgivet den metafor.

“Den oprindelige utopitankegang var jo, at der findes et land derude – der findes et sted, et perfekt sted, en endedestination, kunne man kalde det. Her passede øen rigtig godt som metafor,” siger Peter Gundelach.

Men hvis man køber den metafor, køber man også, at mennesket har fuld kontrol over alle konsekvenser af sociale forandringer. Det ville Logik & Co’s håndværkere aldrig drømme om at påstå. De tilbyder ikke et endemål eller en model, som alle skal følge. De tilbyder at ændre samfundets retning, bare en lille smule. Ikke en revolution, men en verdensrenovation.

“Øen er forsvundet. Vi kommer aldrig til det hellige land. Til gengæld,” siger Peter Gundelach, “har vi fået et kompas. Vi skal have ideer og principper, der kan guide os. Vi ved måske ikke, hvor vi ender henne, men i det mindste kan vi finde en retning, vi kan bevæge os i.”

Lyder det kedeligt? For pragmatisk? Måske. Men som Peter Gundelach siger:

“Den perfekte verden lyder jo også som et utroligt kedeligt sted.

Dette er mit bachelorprojekt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, afleveret i oktober 2013. Det blev belønnet med et 12-tal og E.N. Ritzaus Mindelegat på 10.000 kroner.

Martin

Det var to dage siden, Martin forsvandt. Han havde taget en taxa fra Kødbyen, på Vesterbro, natten til lørdag og stået af 100 kroner senere, men ingen havde set ham siden. Nu hang hans billede over alt på Nørrebro. Det gav et sug i maven at tænke på ham. For det første, tænkte jeg, kunne man jo selv forsvinde lige så let – hvad skulle kunne stoppe det? Men et mere presserende spørgsmål var, hvordan det ville være at finde Martin.
Foråret var netop kommet den mandag morgen, 18 grader. Assistens Kirkegården var fyldt med tynde skygger. Træerne groede grene helt nede ved jorden og inden under grenene var der små huler. Lå Martin her et sted? Trak han vejret? Jeg kiggede under alle de lave grene, kiggede ind hulerne. De børn, skolen havde låst ude, løb rundt på det vinterflade græs og gjorde det samme – ikke kiggede efter Martin, ligesom jeg, men måske søgte de bare efter gode gemmesteder. Havde Martin gemt sig? Havde han gemt sig for good?
Missionssekretær Carl Poller (født 1875 – død 1950), R.F.V Christensens Familiegravsted, Krovært Hans Henry Nielsen (født 1952 – død 2008) – hunde snuste i mellem de blanke sten. De ledte ikke, men måske ville de finde. Et ark papir med Martins ansigt på blæste hen af stien og stoppede ved min fod. Tapen virkede ikke, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af det, lagde det oven på en skraldespand, måske ville en anden finde det, tænkte jeg, men det blæste nok bare væk igen og havnede i en af hulerne under træerne.Når jeg dør, vil jeg have et frø med ned i urnen. Det træ, der vokser frem af frøet, skal laves til brædder, de brædder skal bruges til en bænk, og i den bænk skal der være et lille rum med plads til øl og mellemmadder.
Skorstensfejer A.P. Dinesen, Sr. Bertilla Berghaus (født 1878 – død 1926). Martin Svejgaard Helbo, sidst set stige ud af en taxa tidligt om morgenen, lørdag den 13. april, få meter fra sin hoveddør. Det var to dage siden.

Johnny Walker and the fourth wall

I found him. Without looking I found the man from the whisky bottle. I found Johnnie Walker.
He didn’t have anything to do with the Scottish whisky. He lived in Tokyo, where he worked in modern art and put on extravagant parties as he let the world around him flow over with fake stories and rumors.
If I had the opportunity to ask Johnnie Walker a few questions, I would start with this:
»Who are you, Mr. Walker?«
He would look at me for a bit and then give a small laugh.
»Are the stories about you true?« I would ask him again.
»Sure, sure, why not. You can believe anything you want. What stories?«
»How about this story – is this story true?«
»Listen,« he would say, and I imagine he leans forward and put his elbows on the table between us. »This story is not my story. This story is your story about me, so maybe I should ask you – is this story true?«
Johnnie Walker, puppeteer of the Tokyo art world, the albino from Manchuria, Murakami’s cat killer, would then stare at me and wrestle his eye brows.
»True,« I would say to him. »This story is true.«

Chapter 1

“I am not the body, You are not the body, We are not the body.”

– Johnnie Walker

It doesn’t make sense to meet a fictional character in real life. It’s a pity, almost, to see his expressions and personality yourself, instead of having them explained by an author. Johnnie Walker is a face on a whisky bottle, off course, but he is also a character in a weird, existential novel, a concept and a figure – but in spite of all that he was standing right there, in the ballroom of one of Tokyo’s finest hotels. I knew who he was, at least who he was in another world. But still I had to ask:
»Who is Johnnie Walker?«
The man I asked was Edan Corkill, editor of the arts desk at the newspaper Japan Times. He sighed and flashed a little smile.
»That question takes a very long time to answer, especially if you want to cover all the grey areas,« he said. It was just a few hours since I had met Johnnie Walker for the first time. With a light green jacket and John Lennon glasses he was striding around at the annual Tokyo Art Fair. He asked us if we were invited to “the party at the hotel”. No, I said, and Johnnie stuck an invitation in my hand before he toddled onwards, kissing cheeks right and left. The party was the ceremony of The Bacon Prize, an award for young artists, initiated by the art collector and entrepreneur Johnnie Walker him self. And now I stood drinking cool white wine in the mahogany colored ballroom at The Peninsula Hotel, a few hundred yards from the Imperial Palace in Tokyo.

The people in the room came from two different worlds – the world of money and the world of art – and I belonged in neither. From the world of art there was Jack, a Japanese performance artist sitting in the corner wearing a suit and a clown mask. From a distance it looked like he was masturbating, but closer up you could see that he was pumping up long balloons, they came streaming out between his legs like a thin long thread of yellow, red and blue feces. Other representatives from the art world were mostly ignoring him and were spread out in the room, dressed in leather and polka dots. People from the world of money were trotting around, networking with everyone else – even me. From this world I met Dr. Georg Albrecht Mai.
»What a delight to meet another Dane here,« he said, laughing loud and heartedly.
He was bald, wearing a grey-white blazer and a red tie with a pearl needle. His white beard encircled a constant smile. His cane was embroiled with silver and right above his heart was a little needle with a Japanese and Danish flag. He talked with a hint of a German accent.
Dr. Georg Albrecht Mai had lived in Tokyo for a few years while his husband was a diplomat at the Danish embassy. He had spent his time in the Japanese capital “helping out young artiztz” and he was back for a few weeks visiting friends.
»Who is Johnnie Walker,« I asked him.
He averted his eyes. The laugh that had been a constant partner in our conversation so far disappeared.
»He is a dubious character,« Dr. Mai answered.
»When my partner and I lived here in Tokyo we where invited to his home many times, but we never returned the invitation. He is the emperor without clothes.«
We were looking at the video playing on the big screen behind the stage. It showed Johnnie walking around the streets of Tokyo with his dog Francis Bacon. The dog, often just referred to as Bacon, was a gigantic Irish wolfhound imported from Budapest. The size of a small pony, it could have swallowed a child in one bite, but Bacon was a vegetarian, Johnnie says, it ate only soy sausages. Bacon died in 2008. The Bacon Prize, to be awarded to a young artist in a few minutes, was named after the dog, and presiding over the ceremony was a statue of the dog, size 1:1, dressed in a white fluttering dress.
»Supposedly Mr. Walker used to be a banker.« Dr. Mai almost whispered. »He says he supports the arts, but so far I have not met a single Japanese artist who has received any funds from him. The rumor is that he is running out of money.«
Johnnie Walker was over in the corner waving his arms around talking to a pair of nodding westerners. I collected rumors about him. Johnnie is albino, gay and jewish, they said, he had lived his entire life in Japan. A networker par excellence, the life of the party. But in between the happy sentences, people were whispering about skeletons in his luggage. They spoke of very young lovers and a prison in Africa.
In my head the character Johnnie Walker started to form.

He took the stage. His piebald head was covered with a green army cap and the round glasses mirrored the light for just a second, covering his eyes. Johnnie pointed at the video of the dog Bacon that was still showing behind him.
»As you all know, this award is named after this wonderful dog. Here you can see it running around terrorizing Tokyo, like a true Irish terrorist.«
No one laughed. Dr. Mai unsuccessfully tried to capture the attention of the ambassador of Luxembourg, who was passing us in haste. After him a silver tray of white wine came dancing over the heads of the audience, I took another glass.
»It could be fun to interview this Johnnie Walker,« I said.
»That shouldn’t be a problem,« Dr. Mai said. He shifted his weight on to his cane and let his gaze run down to my shoes and all the way back to my eyes.
»He’ll like you.«
On the stage Johnnie Walker handed the Bacon Prize to a young, smiling woman. She was in the middle of her acceptance speech, but you couldn’t hear it over the buzz of small talk that covered the room. “He’ll like you…?” As Johnnie descended from the stage and started a conversation with a new group, I went over and stood within hearing range. I wanted to see where this story would go.

Chapter 2

“My name is Johnnie Walker. Johnnie Walker. Most everyone knows who I am. Not to boast, but I’m famous all over the world. An iconic figure, you might say. I’m not the real Johnnie Walker, mind you. I have nothing to do with the British distilling company. I’ve just borrowed his appearance and name. A person’s got to have an appearance and name, am I right?”    

-       Johnnie Walker, in “Kafka on the Shore”

There are plenty of people who know Johnnie Walker. They can envision him with tall hat and sharp features as he is whistling a jolly tune while he tenderly pulls a cat from a cardboard box. They can see him caressing it before he quickly pulls out a scalpel and make a precise incision from the cats head down over its stomach, the guts spilling out as from a piñata, and Johnnie takes out the cat’s still beating heart and puts it in his mouth. They see him sucking his fingers clean of blood and closing his mouth in a tight smile.
It’s the Japanese writer Haruki Murakami’s version of Johnnie Walker they know. Johnnie, the character, is a sort of villain in the novel “Kafka on the Shore” and he stands on millions of bookshelves around the world, including mine. I have read and tried to understand why Johnnie Walker wanted to harvest cat souls, I’ve seen the rows of severed catheads in his avocado-green fridge. In my dreams I have spoken with his talking dog. But until that night at The Peninsula in Tokyo, I had no idea that Johnnie Walker was alive and lived in Tokyo.

Well, alive was maybe a stretch. It was hard for me to determine whether or not the human being Johnnie Walker actually existed in a traditional bodily sense. There was a version of him that existed for sure, I found out – a version with the Japanese name Joni Waka. I was sure he existed because he had a passport with the name Joni Waka printed on the inside and because he owned a gallery in a fashionable part of Tokyo called Ebisu. He also helped some of Tokyo’s richest men collecting art.
I found out that Johnnie Walker – the English pronunciation of this person’s name – existed as well, but in a different way. He was a concept. He lived his life as a character in a novel, but also in a cartoon and as a piece of art on a wall. And he lived as scrappy rumors whispered in the corners of Tokyo over glasses of cool wine. After talking with different people in Tokyo, I only knew one thing for sure: Johnnie Walker changed appearance for every person you asked the question “Who is Johnnie Walker?”
For some he was a mathematical genius that had made a fortune on Tokyo’s stock exchange. Others said he had his roots in the artist community in Paris. Some called him a close friend; others said he was the worst thing they had ever heard about. I found out, that the person I met that night at The Peninsula existed in many different shapes and different universes. Soon it would be clear that I was not the only one who thought that Johnnie Walker did not belong here, in the real world.

It was early in the evening, and the narrator of the next story, the oenologist David Martin, walked through the wide grey streets of Tokyo wearing a suit and a 1990-something tie. The music was roaring out through the penthouse apartment ten stories above him – “I’ll never forget you, I’m crying,” someone sang. The sound followed him all the way up through the elevator, he opened the door to the penthouse and let the music wash over him. “I wanna love you, all right all right.” The guests looked like Tokyo’s elite and all the elites friends, they were spread out in the square room drinking red wine from plastic cups. A few of the guests were chit-chatting in small groups, while the rest had their puzzled gazes focused on what was going on in the middle of the room: a young, pretty woman – topless and wearing a short skirt and tall, black boots – was standing in the windowsill. She was tugging at the curtains to keep her balance while she rocked from side to side with the music. Before her a bald man in an undershirt was lying facedown on the floor. He was apparently crying desperately and absorbed in his worship of the girl. David stared at the performance for a short moment.
»Hey, my name is Johnny Walker.«
Johnny, a wide man with a hint of a double chin, came towards David with open arms.
»Ah…. Eh… David Martin…Euh… I’ve bought a bottle… The brandy Heuralt, you know it?«
»Thank you! You’re welcome! Have a drink…« Johnny said with his arm around David’s shoulder. David took a plastic cup and found a familiar face to talk to.
»Oh boy, is our host a little weird or what.. If he’s Johnny Walker, then you’re Lady Di!«
»No no, that really is his name!« his friend replied.
“All right, all right,” it came from the stereo and the half-naked girl jumped from the windowsill and crashed into David, he spilled red wine over his suit. She toppled on the floor and jerked suspender-clad legs in the air, and the bald man danced around her, now even more in despair. David escaped the madness and walked out to the terrace to mingle with Tokyo’s skyscrapers as backdrop.

This story about one of Johnnie’s parties could have been true. Johnnie did in fact own a luxurious penthouse apartment in Tokyo, and he was known far and wide for hosting extravagant parties, especially back in the 90’s. People I talked to described the parties as ‘crazy’ and ‘weird’.
But this story is a lie. It was the cartoon character David Martin’s story about Johnnie Walker. Well, actually it was the French comics creator Frederic Boilet’s story about David Martin’s story about Johnnie Walker. And Johnny, the person David Martin met in this cartoon, was not the same Johnnie that I met that night at a fashionable hotel near the Imperial Palace in Tokyo. For one thing, David Martin’s version of the man had a different name – Johnny was spelled with a ‘y’ in the end instead of ‘ie’. And with thick, black hair this version of Johnnie Walker did not resemble the real life Johnnie, who was bald.

This version of Johnnie Walker was created after the cartoonist Frederic Boilet returned from vacation in Tokyo in 1993, where he attended a couple of Johnnie’s soirees. Here Boilet got so inspired, that Johnnie was featured in a couple of scenes in the cartoon novel ‘Tokyo est mon jardin’ (Tokyo is my garden). The book was published in 1997, and the story of a young man trying to rub elbows with the Tokyo elite would not have been complete with out a guest appearance from our friend, the fake Johnnie Walker.
»In my book, ‘Johnnie Walker’ is renamed ‘Johnny Walker’. I have not tried to describe the real Johnnie Walker,« Boilet wrote me in an email.
»It is a character that plays its role.«

Boilet had just borrowed Johnnie’s appearance and name to use it as an instrument in a story. And “a person’s got to have an appearance and name, am I right?” as another fake Johnnie Walker, the one from Murakami’s book “Kafka on the Shore”, said.

Frederic Boilet had casted Johnnie and reinterpreted him to make him fit into his own story. The writer Haruki Murakami had done the same. Both of them had cut Johnnie out of reality and translated him, so he could be used in their own universes. For these two artists, the man Johnnie Walker became a character, who fitted perfectly into their interpretation of Tokyo.

In the Tokyo I came to know, however, Johnnie was a curious figure that poked the imagination. Rumors and half-truths swirled around him, and in a way he was constantly being interpreted, because the name ‘Johnnie Walker’ could really be used for anything, when you wanted to tell a story about Tokyo. All of a sudden he showed up in people’s stories being all flamboyant and eccentric and he was a suspiciously perfect example on just how weird Tokyo can be. The rumors ran amok, he became a caricature. I myself fell into that same trap; just like Johnnie had borrowed his name from a British spirit, I ended up borrowing Johnnie’s appearance in order to tell my own stories, and I suspected others of doing the same. So when the stories about Tokyo started flowing, I would think about the role of Johnnie Walker as I would think about Scooby Doo: He is always there to remind you that even though the tale seems true, you are in the world of fiction. And that world can be a dangerous place.

Chapter 3


“I am the Andy Warhol of the Tokyo art world – without the sex and drugs, unfortunately.”

-       Johnnie Walker

I caught the Australian sound artist Bob Scott on the phone, and he told me his story. He was tired. No, he is tired. It’s 2006, right now while he tells the story, it’s way past midnight and he has finally found Johnnie Walker’s gigantic house, where he is going to stay for a week. That’s what Johnnie spends a lot of his energy on – housing young foreign artists. The project is called Artist Residency Tokyo (A.R.T.), and for the last 30 years it has given shelter to artists in a huge concrete building in the middle of Tokyo. Sometimes Johnnie chooses to let the artists stay at his own house. He prefers young men, the saying goes – someone I talked to described Johnnie Walker’s relationship to art like this:
»He knows what sort of art he likes, and he invites it to his home.«

Johnnie Walker liked Bob Scott, who right now is standing in front of the entrance to the house. He’s tired. It’s just a few sentences since Scott arrived from Australia and he has spent hours rehearsing for a project, where he is going to play stoned out DJ-sets at an abandoned building site in the fashion neighborhood of Aoyama. So he wants to go to bed, but he can’t, because Johnnie is out of town – in China, maybe? – and Scott has promised to take Johnnie’s dog for a walk. It’s standing behind the door, mad from waiting.

Perhaps Scott thinks: Will it talk to me? Because all of a sudden he is in another story. Bob Scott is standing in the middle of Haruki Murakami’s novel “Kafka on the Shore”. Here, Johnnie Walker is the villain, he whistles merry tunes and tries to make a flute larger than the universe. His gigantic dog speaks and takes control over your mind while it licks fresh cat blood off of its glistening teeth.
»I had just read the book and suddenly felt like I was standing in the middle of it,« Bob Scott told me over the phone.
He managed to get the talking dog into a harness and with it Scott walked out into the night. On the phone he stepped out of Murakami’s story and back into his own. Man and beast got lost in the streets of Tokyo and didn’t make it back until hours later. Here, Scott accidentally took the Irish Wolfhound’s bed and had to share the mattress the rest of the night.

When Johnnie got home, Scott’s story escalated, and the city of Tokyo increasingly felt like something out of another dimension to him. Johnnie entertained with extravagant meals and colorful parties, they drank until drunk and got into fights and suddenly Johnnie pulled out a key chain and gave a tour of an apartment apparently belonging to the Sultan of Brunei. The visit ended in a desperate chase through the streets of Tokyo to the Israeli embassy, where Johnnie as a joke had hidden Scott’s luggage.

Through the phone Bob Scott snickers at the fragmented and speedy story. The whole experience went by in a flash, it seems. Even though he had spent about a week in the company of Johnnie Walker, he didn’t really know anything about the man. He just knew that it had been an amazing experience to meet Johnnie and his dog, he told me, it was unreal. I told him the dog died a few years back. He was sad to hear that.

After talking to Bob Scott I took to the Internet to find Johnnie. But the person, the physical human being, proved tough to find. The stories about him, however, were spread around the web like little sandbanks of acid. Johnnie Walker peeked out in the commentary under an article about Japanese modern art (“who is that elderly, gay white man that I see at all of the high-end openings and shows?). He also showed up here, in a story from the Swiss artist Jonathan Delachaux. In the story, the artist is travelling around Japan with his wife Zoe and Johnnie Walker visits one of his exhibits, bringing along what appears to be his young Asian boyfriend. Johnnie took whatever that was left of the paintings, paying just a fraction of the accumulated price. “Write me a postcard, I’ll send the rest of the money,” he said while exiting the story. He still owes the artist $6,000, but it’s no problem.
»I wish I could meet him again,« Delachaux wrote me in an email.
»If you see him, say hi from Zoe and me!«

I speeded up time and found Johnnie several years later in a post on the blog Bromios, where he was merging his huge Mercedes in and out of traffic on one of Tokyo’s elevated highways while the neon lights from the commercials were mirrored in the round eyes of Johnnie’s dog. He suddenly hit the breaks and yelled “Bakarayuo!” before he drove on towards his favorite restaurant at the top of the Park Hyatt building, where a girl, probably on cocaine, sunk her fingers into the writer’s hair.
But Johnnie disappeared from that story to and whirled onwards and was suddenly standing, alive an talking, in a video at the French web site Jeremix.tv:

This is how it must have been for all the artists to meet Johnnie Walker of Tokyo: short, picturesque and with an eerie choir singing somewhere in the background. It was nice that I wasn’t the only one with that experience, I thought. It’s weird – before one really understands what is going in the video, Johnnie’s gone. As in the rest of the stories about him on the Internet, he suddenly disappears from the screen, leaving just the outlines of an interesting character behind.
I got the same feeling of coitus interuptus when people told rumors about him; Johnnie always found the backdoor in one of the sentences and escaped. No ending or conclusion was given. Every time it was as though I had just gotten the middle part of a story, and the only thing I was left with was the feeling of having experienced something odd. The myth of Johnnie Walker was like a pop culture guerilla warrior that stormed through the room and screamed its name before it smashed through a window and ran off into the night while everybody was talking about who that could have been.
I was one my way through the stories from artists around the world that painted an image of Johnnie Walker as an extraordinary host. All of them would love to meet Johnnie again. Me too, but the trail of the Internets version of Johnnie Walker had cone cold.
But what about Joni Waka? All the stories I had found had been about Johnnie Walker, but what about the Japanese version of him? How did the Internets story about him sound?

I found him here. He suddenly showed up, behind the wall, at a website for a gallery. He was hiding, I think. He was hiding in a different shape, but it was definitely him. He just didn’t look like himself as he was hanging from the ceiling dressed in white and grey feathers.
It was the artist Dani Martin who was telling a story about him: “Portrait of Joni Waka as a fallen angel crying behind the wall” it was called. The fallen angel – could this be the story about when Johnnie disappeared? I flipped through my notebook and found the rumors, I had written down:
Few people knew why or even where Johnnie went in 2005. They just knew he vanished. The man who was (and still is) in the center of creative class in Tokyo, the man you could trust to show up at every art opening and who was always ready to party, was suddenly gone. And just as suddenly he showed up again a few months later. Bob Scott, the Australian sound artist, had also heard the story.
»Johnnie told me he had a lover somewhere in Africa, a young man. But there had been some problems with the lovers parents,« Bob Scott told me.
So the story goes that Johnnie ended up in an African prison. After what must have been a nerve wrecking couple of months of diplomatic attempts to get him out, Johnnie returned to Tokyo again.
A young lover, Bob Scott called it. For other people in Tokyo the story was just a new rumor about Johnnie and the very young men.
In my head the art work with the white feathers quickly became the symbol of a collapse; it turned in to the story about Johnnie Walker, the wealthy business man and art entrepreneur whose boyfriends got younger and younger until he one day disappeared, ended up in an African prison under suspicion of pedophilia. The ultimate downfall.

I looked up from the picture of the fallen angel and realized, what I was doing. I saw that entire story in the artwork of the fallen angel without knowing anything for sure about this man. It wasn’t even himself who was telling this story, but I wanted it to fit.
And what about the rest of the Johnnie Walker myth? The more I talked about the man, the more rumors and stories I wrote down in my notebook, the more abstract he seemed. I hadn’t physically seen him since that night at the fancy Tokyo hotel, and in my head he had changed shape and appearance many times since then.
I had to talk to him. Write it all down. I wanted to hear how he escaped a prison in Africa, I wanted to hear about a life that spawned so many rumors: About the time he arranged parties for Guns n’ Roses, his mathematical genius, what it’s like to live as a Jew and albino in one of the most homogenized countries in the world, about his masquerade dinners, his legendary wolf hound. The picture of him as a fallen angel was still open on my computer and in my head. Johnnie Walker wasn’t just equal to the sum of all the rumors about him. No, he was a door into thousands of other stories. For me, that was how he existed, right then and there.
But besides that was he also a real human being? And is it possible, I thought, to be both a story and a human at the same time?

Chapter 4


“Are
you a foreigner, Mr. Johnnie Walker?”
Johnnie Walker inclined his head.
“Well, if that helps you understand me, feel free to think so. Or not. Because both are true.”

-       From “Kafka on the Shore”

The phone rang a few times.
»Hello?«
Not exactly a friendly answer. No “This is Johnnie Walker, how may I help you?” or anything. Just a short quick “hello”. The sharp tone in the other end didn’t exactly ease my nerves.
»Yes, hello, is this Johnnie Walker?«
»Yeah.«
»Hi, my name is Mads, sorry to bother you. I’m a Danish journalist and I am looking to write a story about you.«
I was stuttering more than usually.
»Sure,« he said.
»You can come by my house. Do you know where it is?«
I did not. Johnnie started giving me directions, quickly and precise, while I scrambled to find pen and paper. I was to show up at his house a few days later, at 9 a.m. I exhaled as I hung up the phone and tried to find meaning in the directions, I had just written down.

I was not ready for this interview. Where would I begin? Since I met him for the first time, I had put so many stories into his character, I had stapled together rumors from different sources in my own way, and all of a sudden I had to ask him about stuff. What did I actually know about this man? Where did Johnnie Walker even come from?
No one knew. The people I asked answered Israel, France, Spain. And New York, off course, because Johnnie is from all over the place. Marc Johnson, a French artist that had been living with Johnnie told me that Johnnie was a polyglot.

»He speaks nine languages, even some dialects from Africa. He can talk to everybody. Maybe the myths are being helped along by that,« Johnson told me over the phone.
I wonder if he speaks Danish, I thought. The rumors had it that he had a Danish nanny at one point, when he was growing up in Manchuria. But did he actually grow up there? Maybe he lived there with his Jewish parents back when Manchuria was occupied by Japan.
That was before World War II. Leading members of the Japanese army had by coincidence gotten hold of the propaganda book “The Protocols of the Elders of Zion”, that had been made by the secret Russian police in the early 1900’s. The book was about the Jewish sense of business and that the Jews supposedly was behind a global conspiracy. In Germany the book was taken as another argument to end Judaism, but in Japan they read the book in a completely different way; they read it as a guide to how useful the Jews could be. They were skilled merchants and had connections all over the world, the book said. So the Japanese started giving European Jews visas for Manchuria, hoping that they would build the industry and infrastructure. Maybe Johnnies parents where among those, who escaped Europe and travelled through Russia to Manchuria, before they ended up living in Japan after the war? Maybe he was even conceived while his parents were travelling on the railroad across Siberia, away from persecution and towards a new era in occupied China?
But then Johnnie Walker had to be about 75 years old – it didn’t fit. How about Shanghai, then? Shanghai had a huge Jewish ghetto during the Japanese occupation and a lot of those Jews ended up in Kobe after the war. Maybe that was how his parents ended up in Japan?

It was one big mess. But one of these myths had to be true, because Johnnie Walker had to have a mystical background. A person like him had to be a product of a great story, complete with grey areas and twisted historical factoids, with people reading books backwards and ideas and prejudices turning up in new shapes and with skewed nuances. That must have been how Johnnie Walker was born.
The story was already written, now I just had to get the main character to nod.

Johnnie called me the day after our first conversation. There was a change of plans, he had to go to Hong Kong and didn’t have time to meet with me. He wanted to change the time, but first he wanted to hear more about what sort of piece I was looking to write
»Well, I want to write about you,« I said, »about your story.«
»Yeah, I don’t do that.«

I didn’t know what to say. The only thing I knew for sure about this man was that he loved to talk about himself. Now, when I had finally gotten him on the phone, he told me he only wanted to talk about the art scene in Tokyo and how he helped young artists and provided contacts. What was I supposed to do with that?
»I’m just the puppeteer behind the whole thing, you know.«
»That’s why you are interesting,« I replied.
»If you wanted to write about the artists I’m supporting, I’d be happy to talk to you.«
The phone went quiet for a few seconds while I was trying to think of a new strategy. Johnnie interrupted my thoughts in a more positive tone.
»How about I send you some material about the A.R.T. project?«
I contemplated lying. For a few quiet seconds I thought about telling him that I really wanted to write about his artist residency project, just so he would let me into his world. So that I would get to sit down and talk to him, look him in the eye and get to know him better – all for the purpose of the story.
»I’m just trying to be honest with you – I am not one of those people, who constantly try to draw attention to themselves.«
Honest? Honest was the last thing I wanted Mr. Johnnie Walker of Tokyo to be. I wanted him to dazzle me with tales from the Jewish ghetto in Shanghai, I wanted to hear the myth of how he escaped an African prison in the moonlight, I wanted to pet his imaginary dog. I wanted to hear lies.
»Okay,« I said, »but let me honest too. Mostly, I would like to write something about your story, which is what really interests me. But it would be nice if you wanted to send me some stuff about the A.R.T. I’ll look at it and think about what we can do.«
»Okay,« Johnny said.
»Great, and we will talk later.«
»Bye.«

I looked at my phone a few seconds, my heart pounding, before he hung up. Shit. This man felt like one of the greatest stories I had ever heard and even better – nobody had written it yet. It only existed as rumors in the Tokyo art world and as fragmented sentences on blogs written by artists who had lived with him. It was a chance to write something great, and I had just blown an interview with the guy. I was depressed.
And relieved. What on earth would I have done if I had actually met him – what questions would I have asked him? Would I have tried to fact check his background story, asked him to reveal secrets about his love life? Did I want to talk to him about how you build stories and myths about yourself?

I was still standing with the clumsy Japanese phone in my hand. It didn’t feel right to talk to him. It was fake in a way. I felt like I had just stuck my arm into a novel and poked the main character on the shoulder, like I was yelling at a character on a theater stage – and the character answered me. So far Johnnie Walker had had walls around him, walls of stories and grey areas. But the fourth wall was shattered, I had kicked it in from the wrong side. I had gotten a peek behind the stage curtain and almost lost the magic.
I was grateful that Johnnie hung up the phone before the magic completely disappeared. The story about Johnnie Walker – Haruki Murakamis story, Marc Johnsons story, Frederic Boilet, Jonathan Delachaux and Edan Corkills story and my own story about him – was still intact. Imagine if I had gotten actual facts to deal with?
Even though I had barely started to check the facts, I already felt like I had too much of it. It was noise in my stories. But the facts weren’t done with me. Some days later, out of the blue, there was an invitation. An invitation from Johnnie.

Chapter 5


Now that you’ve said hello, I’m afraid we move right into farewells. Hello, good-bye. Like flowers scattered in a storm, man’s life is one long farewell, as they say.”

-       Johnnie Walker, in “Kafka on the Shore”

With my wrinkled invitation in hand, I went to Johnnie’s house. The hyper-efficient train took me through Tokyo’s cracks of residential areas before it suddenly drove over gigantic traffic lights filled with neon and steam from the alleys. I could see pedestrian crossings filled with bent necks, but the train went underground and back to the real city, the dark part of the city, where people sleep and get up before they travel back to Shinjuku or Ikebukuro or one of the other clusters of activity where they work and drink on command and perhaps never see their shadows. Suddenly my train drove through another intersection that blinded me with commercials for boy bands with flat hair and crooked smiles, and then it stopped at the station in Shinjuku. I got off and followed the instructions on the invitation. In a little alley a few hundred yards from the station lived Johnnie Walker.

I wasn’t invited to Johnnie’s for a cup of coffee or a personal tour. I was invited for a reception. The architect of Johnnie’s house, Joseph Kosuth, was in Tokyo, and Johnnie held an art opening to celebrate. The work of art was the house itself. It was right there, right in the middle of reality, and looked like a house from Monopoly that had fulfilled its lifelong dream of escaping the box and living together with the real houses with real people inside. It was all black and was the only house in the neighborhood with a tilted roof. Lit up letters hang on the side of the house, giving it a voice.
Off course – Johnnie Walker had wrapped his house in literature.
»A living dog is better than a dead lion,« the house said. It had borrowed the verse from The Old Testament.
»Some of my best leading men has been dogs and horses,« the house quoted Elizabeth Taylor for saying.
The insides of the house were also plastered with quotes.
»Did you ever walk into a room and forget why you walked in? I think this is how dogs live their life,« the comedian Sue Murphy said on the white wall.
The quote fitted nicely on my situation – my brain was filled with white noise. I stood right inside the door in the little hallway that extended into the living room. I looked around. There were a few guests chitchatting, and Johnnie was in the kitchen preparing snacks and said hi when he saw me.

It was all extremely… real. He was right there arranging wine bottles. What world did I expect to enter, when I opened the door?

I quickly figured I had a different idea about this reception than the other guests. They had come to the art reception to look at the house. I had come to the art reception to look at another work of art – Johnnie Walker himself. I had only studied this painting – or whatever he was – from afar and gotten idea of it. Now I had come to his home to poke my nose right up at it to see all the details. But it wasn’t a piece of art that lived inside this little house packed in literature and detached quotes. It was a real person. Our roles had switched. I thought my world was real and that there would be flurries of amazing stories as soon as I opened the door into his world. Instead I opened the door and found a whole bunch of facts. He was no long the character Johnnie Walker, he was no longer caught in a web of myths, because he stood right there and was real. It was me that lived in a world of stories.

I tried to shake off the reality and dove into the cheese. Here I met Jason, a 45-years old surfer-looking dude, who apparently ran a gallery of some sorts. Under his arm he had a book of Japanese short stories that he used as a conversation prop.
»Do you read Japanese literature?« he asked me and lifted up his book. I shrugged.
»Actually I’ve mostly read the books of Haruki Murakami, but…«
»Yeah, but that’s not really literature,« he interrupted.
I looked over at Johnnie. He was filling up bowls with crisps and chatting with his guests. I was inclined to agree with Jason – Johnnie Walker did not look like literature. He looked very real and was doing real stuff. In fact, in this very moment he was edging his way between us and looked me straight in the eye. He said hi to Jason and introduced me.
»Mads is a writer,« Johnnie said.
Yeah, and you are a fictional character, we shouldn’t be meeting like this.

I finished my wine and left the party early. On my way home in the train I flipped through my notebook. One page after the other filled with tight scribbles and yet I only had a vague idea about what Johnnie Walker was. To flip through those pages was like looking at an abstract painting from which you could read anything. Marc Johnson, the French artist who had lived with Johnnie, had said it like this:
»You can construct a fictional story out of him if you want, but it’s not Johnnie,« he had told me weeks earlier, when we spoke on the phone.
»There are a lot of myths about Johnnie, but I don’t believe them. I believe in the man.«
But as for the question of who that man actually was, no one had provided a decent answer.

In a corner of the Internet I had found an old interview with Johnnie in the magazine Asia Art Archive, where he talked about his background:
»My family is a mixture of traditional and bohemian values. We are merchant class Jews with a tradition for supporting our peers in contemporary culture – artists, writers, musicians, architechts, designers, film makers etc., not only in doing mitzvah but also to enhance our lives, making them more fun and interesting,« he told the magazine.
I asked Edan Corkill, head of the arts desk at Japan Times, what he knew about Johnnie Walker’s background. He shrugged. He didn’t know much except that Johnnie Walker was a Sephardic Jew. Probably, he added. But he didn’t really wanted to know more.
»To find out that, for instance, he was really born in New York and just came to Japan by a coincidence in the 1970’s would be kind of sad,« he said.
Edan Corkill was one of the first to open up the door for me into the myth of Johnnie Walker. Since then it had survived with me, feeding off of the grey areas and rumors. He lived behind a veil of stories, where his background could be anything; he could harvest cat souls one day and visit the Sultan of Brunei the next. Johnnie Walker lived in a bubble of stories, and I was actually satisfied with that. So seemed Edan Corkill:
»It would almost be a shame to punch a hole in that bubble.«

I wrote down Edan Corkill’s quotes in my notebook. There they stood next to all the other interviews I had done, the articles I had cut out and all my hypotheses. But Johnnie Walker had disappeared. I licked my fingers and flipped from one page to the other. I had written down a bunch of things I knew to be true, and a bunch of thing I knew to be false, but Johnnie was not in those notes. I found the pages where I had written about the Japanese occupation of Manchuria, but I couldn’t find him there either. All the interviews I had done with the artists – I thought they had been about Johnnie Walker, but I just couldn’t find him. Instead I found a swamp of quotes about talking dogs and young, Asian lovers. I went through all my notes searching for Johnnie. Through the Internet, through the prison in Africa. He weren’t in the notes about Shanghai either. I reached the very beginning of my notebook, past the first night at the Peninsula Hotel, where I though I had met him, but he wasn’t there either. All my notes were like Polaroid pictures, where the main person had been cut out and only the surroundings could be seen. Johnnie, the real Johnnie Walker, had escaped my notebook. Maybe he had never been there.
Out of breath I was standing right at the edge of my story and looked out. I could barely see Johnnie out in the horizon, running at full speed towards reality. He turned his head and yelled back at me.
»Remember, I am not the body!«

 

 

 

Johnnie Walker og den fjerde væg

Prolog

a    Jeg fandt ham. Uden at lede fandt jeg manden fra whiskyflasken. Jeg fandt Johnnie Walker. Han havde intet med den skotske whisky at gøre. Han boede i Japans hovedstad Tokyo, hvor han arbejdede med moderne kunst og holdte ekstravagante fester, mens han lod verden omkring sig flyde over med sande og falske historier. Hvis jeg fik lov til at stille denne Johnnie Walker nogle spørgsmål, ville jeg starte med dette her:
a    »Hvem er du, Hr. Walker?«
Han ville kigge på mig og grine.
a    »Er historierne om dig sande?« ville jeg spørge igen.
a    »Ja ja, lad os bare sige det, du kan tro på, hvad du har lyst til. Hvilke historier?«
a    »Hvad med denne her historie – er den sand?«
a    »Hør her,« ville han sige. I min fantasi læner han sig frem og hviler sine albuer på bordet imellem os. »Dette her er ikke min historie, det er din historie om mig. Så det er faktisk dig, der burde svare på spørgsmålet: Er denne historie sand?«
Johnnie Walker, dukkeføreren i Tokyos kunstverden, albinoen fra Manchuriet, kattedræberen, ville stirre på mig og for første gang under vores samtale lade rummet blive stille.
a    »Ja,« ville jeg sige jeg til ham. »Denne historie er sand«.

aaaaaa

Kapitel 1

”Jeg er ikke kroppen, Du er ikke kroppen, Vi er ikke kroppen”

- Johnnie Walker

a    Det giver ikke nogen mening at møde en fiktiv figur i den virkelige verden. Det er nærmest synd, at man lige pludseligt kan se ham i dagslys, at man selv kan tyde hans ansigtsudtryk og personlighed uden at få dem forklaret af en forfatter. Johnnie Walker er et ansigt på en whiskyflaske, selvfølgelig, men han er også en karakter i Haruki Murakamis syrede, eksistentielle univers, en muse for samtidskunst, en figur og et koncept – men alligevel stod han lige der, i balsalen på et af Tokyos fineste hoteller. Jeg vidste, hvem han var, i hvert fald hvem han var i en anden verden. Men jeg blev alligevel nødt til at spørge.
a    »Hvem er Johnnie Walker?«
Manden jeg spurgte var Edan Corkill, kunstredaktør på Japan Times, og han sukkede med et smil.
a    »Det spørgsmål tager utrolig lang tid at besvare – især hvis man skal dække alle gråzonerne,« sagde han.
a    Få timer tidligere havde mødt Johnnie Walker for første gang. Klædt i en lysegrøn jakke og John Lennon briller valsede han rundt på den årlige kunstmesse i Tokyo. Han spurgte, om vi var inviteret til ”festen” på hotellet. Nej, svarede jeg og fik stukket en invitation i hånden. Johnnie stavrede videre mellem boderne, mens han kindkyssede til højre og venstre. ”Festen” var uddelingen af The Bacon Price, en pris til unge kunstnere i Tokyo, arrangeret af byens fremmeste kunstsamler og –entreprenør Johnnie Walker him self. Og et par timer stod jeg til prisuddelingen i den mahognimørke balsal på The Peninsula Hotel, et par hundrede meter fra Kejserpaladset i Tokyo, og drak kølig hvidvin serveret af tjenere i hvide, stive jakker.
a    Menneskene i salen kom fra to forskellige verdener – kunstens og pengenes – og jeg hørte hjemme i ingen af dem. Fra kunstens verden var der for eksempel Jack, en japansk performance kunstner, der sad i hjørnet iklædt jakkesæt og klovnemaske. Det lignede han onanerede, men kom man nærmere kunne man se at han pumpede aflange mørkegule balloner op, de strømmede ud mellem hans ben som en flod af gul, blå og rød afføring. Folk klikkede løs med deres smartphones, men Jack blev ignoreret af hans kolleger fra kunstens verden, der havde spredt sig i lokalet – man kunne genkende dem på deres baretter og polkaprikkede tøj.
a    Folk fra den anden verden, pengenes verden, gled rundt i rummet i deres jakkesæt og minglede med alt og alle, selv mig. Fra denne verden mødte jeg Dr. Georg Albrecht Mai.
a    »Næ, det var da zjovt at møde en anden dansker her,« sagde han og grinede højt og hjerteligt.
Han var skaldet, klædt i en gråhvid blazer og rødt slips med en perlenål. Hans hvide skæg omkransede et konstant smil. Hans stok havde et håndtag af det pureste sølv og lige over hans hjerte hang et lille emblem med et japansk og et dansk flag. Man kunne ane de tyske rødder, når han snakkede.
a    Dr. Georg Albrecht Mai havde boet i Tokyo i nogle år, mens hans partner var diplomat på den danske ambassade. Den tid havde han brugt på at ”hjælpe unge kunztnere” i byen, og nu var han tilbage for at hilse på gamle bekendte.
a    »Hvem er Johnnie Walker?« spurgte jeg ham.
Dr. Mais ansigt gik fra dur til mol. Smilet, der havde været en konstant ledsager i vores samtale indtil da, forsvandt.
a    »Han er en dubiøs karakter,« svarede Dr. Mai.
a    »Han er kejseren uden klæder.«

a    Vi stod og kiggede på den video, der kørte på storskærmen bag scenen. Videoen viste Johnnie, der gik rundt i Tokyos gader med hunden Francis Bacon. Hunden, ofte bare kaldet Bacon, var en gigantisk Irsk Ulvehund importeret fra Budapest. Den var på størrelse med en lille pony og kunne have ædt et barn i en mundfuld, men Bacon var vegetar, påstår Johnnie, hunden spiste kun soyapølser. Så vidt vides døde Francis Bacon i 2008. Kunstprisen på ¥200.000 (cirka 15.000 kroner), som en ung kunstner skulle modtage om få minutter, var opkaldt efter Bacon. En statue af hunden i størrelse 1:1 stod på scenen, klædt en hvid, flagrende kjole.
a    »Efter sigende var hr. Walker bankmand engang,« nærmest hviskede Dr. Mai.
a    »Han påstår, han støtter kunsten, men jeg har endnu aldrig mødt en japansk kunstner, der er blevet støttet af ham. Det rygtes, han er ved at løbe tør for penge«.
Johnnie Walker stod og fægtede med armene i hjørnet ved scenen, begravet i en smilende samtale med et par nikkende vesterlændinge. Imens samlede jeg på rygter. Johnnie er albino, bøsse og troende jøde, sagde de, han har levet hele sit liv i Japan. En netværker af Guds nåde, the life of the party. Men folk summede også om, at han havde en deroute i bagagen. En deroute med lidt for unge mænd og et fængsel i Afrika.
Mysteriet om Johnnie Walker voksede i mit hoved.

a    Han gik på scenen. Hans skaldede isse var gemt under en camouflagegrøn hat og de runde briller spejlede rummet og skjulte hans øjne i et kort øjeblik. Johnnie pegede på videoen med hunden Bacon, der stadig kørte bag ham.
a    »Som I ved er kunstprisen opkaldt efter denne dejlige hund. Her kan I se den rende rundt og terrorisere Tokyo, som en vaskeægte irsk terrorist,« sagde han.
Ingen grinede. Dr. Mai prøvede at fange opmærksomheden fra Luxembourgs ambassadør, der passerede os med hastige skridt. Det lykkedes ikke. Jeg tog et glas fra den sølvbakke med vin, der fulgte i ambassadørens kølvand.
a    »Det kunne være sjovt at interviewe Johnnie,« sagde jeg.
a    »Det tror jeg sagtens, du kan,« svarede Dr. Mai. Han lagde vægten over på sin sølvbeslåede stok, lod blikket køre fra mine fødder hele vejen op til mit blonde hår og pegede med sit glas.
a    »Han vil kunne lide dig.«

a    På scenen overrakte Johnnie Walker prisen til en ung, smilende kvinde. Hun var midt i sin takketale, men man kunne ikke rigtig høre den over den summen af småsnak, der bølgede i rummet. ”Han vil kunne lide dig”… Da Johnnie gik ned af scenen igen og fandt sig en ny gruppe at snakke med, gik jeg over og stillede mig i diskret lytteafstand. Jeg ville se, hvor hans historie førte hen.

 

Kapitel 2

“Mit navn er Johnnie Walker. Johnnie Walker. Næsten alle ved, hvem jeg er. Ikke for at prale, men jeg er berømt i hele verden. En ikonisk figur, kunne man sige. Jeg er ikke den rigtige Johnnie Walker, skal du lige vide, jeg har intet at gøre med den britiske spiritus. Jeg har bare lånt hans udseende og navn. Og man bliver nødt til at have et udseende og et navn, ikke sandt?”

- Johnnie Walker, i ”Kafka på Stranden”

a    Der er mange, der kender Johnnie Walker. De kan se ham for sig med høj hat og skarpe træk, og han fløjter en lille melodi, mens han kærligt tager en bedøvet kat op af en kasse. De ser på mens han kæler for den, inden han hurtigt hiver en skalpel frem og i samme bevægelse lægger et præcist snit ned over kattens mave, indvoldene vælter ud som fra en piñata, og Johnnie tager det bankende hjerte ud af den livløse krop og putter det i munden. De ser ham sutte fingrene rene for blod og lukke munden i et smalt smil.
Det er den japanske forfatter Haruki Murakamis udgave af Johnnie Walker, de kender. Johnnie, figuren Johnnie, er en slags skurk i romanen ”Kafka på Stranden” og han står på millioner af bogreoler i hele verden. Også på min. Jeg har læst og prøvet at forstå, hvorfor Johnnie Walker ville høste kattesjæle, jeg har set rækkerne af afskårne kattehoveder i hans avocado-grønne køleskab. Jeg har drømt om hans hund, der kan læse tanker.
Men inden den aften på The Peninsula Hotel vidste jeg ikke, at Johnnie Walker gik lyslevende rundt i Tokyo.

a    Eller, lyslevende er så meget sagt. Det var svært for mig at afgøre om mennesket Johnnie Walker fandtes i traditionel kropslig forstand. Der var en udgave af ham, der fandtes og levede i bedste velgående, fandt jeg ud af – en udgave med det japanske navn Joni Waka. Jeg var sikker på, at han eksisterede, fordi denne udgave af ham ejede et pas med navnet ’Joni Waka’ printet på indersiden, og fordi han stod bag et galleri i den fashionable bydel Ebisu i Tokyo. Og så hjalp han i øvrigt nogle af Tokyo’s rigeste med at samle på kunst.
a    Johnnie Walker, den engelske udtale af denne persons navn, eksisterede også, vidste jeg, men på en anden måde. Han var en figur. Han levede sit liv som karakter i en roman, men også i tegneserier og som et kunstværk på en væg, fandt jeg ud af. Og så levede han som løse rygter, der blev hvisket i Tokyo’s kroge henover veltempereret vin. Efter at have snakket med forskellige folk i Tokyo, vidste jeg kun én ting med sikkerhed: Johnnie Walker ændrede sig for hver person man stillede spørgsmålet ”Hvem er Johnnie Walker?”
For nogle var han et matematisk geni, der havde tjent en formue på at handle med aktier. Andre sagde han havde fødderne dybt plantet i Paris’ kreative miljø.  Nogle kaldte ham en nær ven, andre kaldte ham det værste menneske, de nogensinde havde hørt om. Jeg fandt ud af at mennesket, jeg mødte den aften på The Peninsula, eksisterede i mange forskellige versioner og universer. Og det skulle vise sig, at jeg var langt fra den eneste, der følte, at Johnnie Walker ikke rigtig hørte hjemme her, i den virkelige verden.

a    Det var tidligt på aftenen, og fortælleren af den næste historie, spiritusforhandleren David Martin, traskede igennem Tokyos brede grå gader iført jakkesæt og 90’er-smart slips. Musikken brølede ud af penthouselejligheden 10 etager over ham – ”I’ll never forget you, I’m crying,” var der nogen der sang. Lyden fulgte ham hele vejen op igennem elevatoren, han åbnede døren og lod den skylle ind over sig. ”I wanna love you – all right, all right.” Gæsterne lignede Tokyo’s elite og alle elitens venner, de stod spredt i det kvadratiske rum og drak rødvin af plastickopper. Nogle havde ryggen til og småsnakkede en blanding af engelsk og japansk, mens resten kiggede, med hovedet på skrå, på det der foregik midt i rummet: en ung, nydelig kvinde, topløs med sort nederdel og høje, slanke støvler, stod i vindueskarmen. Hun sled i gardinerne for at holde balancen og svingede til musikken. På gulvet foran hende lå en skaldet mand i undertrøje med ansigtet begravet i hænderne. Han var tilsyneladende hensunket i tårer og opslugt af at tilbede den unge pige. David stirrede på hele optrinnet et kort øjeblik.
a    »Hey, my name is Johnny Walker!«
a    Johnny, en bred mand med en lille dobbelthage, anonym skjorte og tykt, mørkt hår kom hen imod David med åbne arme. David begyndte at stamme.
a    »Ah… ee… David Martin… Jeg har taget en flaske med… Heurault, en brandy, kender du den?«
a    »Tak skal du have! Velkommen til! Tag dig noget at drikke…« sagde Johnny, med armen plantet om David’s skulder. David tog et plastickrus med vin og fandt sig et velkendt ansigt at snakke med.
a    »Hold da op, vores vært er lidt mærkelig, hva’?… Hvis han er Johnny Walker, så er du Lady Diana!«
a    »Nej nej, det hedder han virkelig!« sagde hun.
a    ”All right, all right,” lød det fra anlægget og den halvnøgne pige hoppede i en bue ned fra vindueskarmen og væltede ind i David, der spildte rødvin ud over sig selv. Hun dejsede om på gulvet og spjættede med sine hofteholdere, og den skaldede mand dansede rundt om hende, endnu mere fortvivlet. David flygtede fra vanviddet ud på terrassen for at mingle med Tokyo’s skyskrabere som bagtæppe.
a    Denne historie om en af Johnnie Walker’s syrede fester kunne godt have været sand. For Johnnie havde rent faktisk på et tidspunkt en luksuriøs penthouselejlighed i Tokyo, og han var kendt vidt og bredt i byen for at holde ekstravagante fester, især tilbage i 90’erne. Folk, jeg snakkede med, der deltog i festlighederne dengang, huskede dem mest af alt som ’crazy’ og ’weird’.
a    Men historien her er løgn, det var tegneseriefiguren David Martins historie om Johnnie Walker. Faktisk ikke, det var den franske tegneserieskaber Frederic Boilet’s historie om David Martins historie om Johnnie Walker. Og Johnnie, sådan som David Martin mødte ham i denne tegneserie, var ikke den samme som jeg mødte den aften på det fashionable hotel i nærheden af Kejserpaladset. David Martins udgave af manden havde et andet navn, for eksempel – Johnny blev stavet med et ’y’ i stedet for et ’ie’ til sidst. Og med tykt sort hår adskilte denne udgave af Johnnie sig betydeligt fra den virkelige person, min Johnnie, der var helt skaldet.

a    Denne her udgave af Johnnie Walker blev skabt efter Frederic Boilet havde været på ferie til Tokyo i 1993, hvor han deltog i et par af Johnnie’s fester. Her blev Boilet så inspireret, at Johnnie kom med i et par scener i tegneserieromanen ’Tokyo est mon jardin’ (Tokyo er min have). Bogen udkom i 1997, og historien om en ung mand, der prøver at mænge sig med Tokyo’s kreative elite ville ikke være komplet uden en gæsteoptræden af vores ven, den falske Johnnie Walker.
a    »I min bog har jeg omdøbt ’Johnnie’ til ’Johnny’. Jeg har ikke prøvet at beskrive den rigtige Johnnie Walker,« skrev Frederic Boilet til mig i en e-mail.
a    »Han er en figur, der spiller sin rolle.«
Boilet havde blot lånt Johnnie’s udseende og navn for at bruge det som et virkemiddel i en historie. ”Og man bliver nødt til at have et udseende og et navn, ikke sandt?” som Murakamis udgave af Johnnie Walker siger det i ”Kafka på Stranden”.

a    Frederic Boilet havde castet Johnnie Walker og omfortolket ham til at passe ind i sin egen historie. Det samme havde forfatteren Haruki Murakami. De havde hver især klippet ham ud af virkeligheden og oversat ham, så han kunne bruges i deres eget univers. For disse to kunstnere blev mennesket Johnnie Walker til en karakter, der passede perfekt ind i deres fortolkning af Tokyo.
a    I det Tokyo, jeg kom til at kende, derimod, var Johnnie en excentrisk figur, der pirrede fortællegenet. Han var omgivet af rygter og halve sandheder, men han blev stadig castet, på en måde, for navnet Johnnie Walker kunne bruges til hvad som helst, når der skulle fortælles om Tokyo. Han dukkede pludseligt op i historierne og var flamboyant og excentrisk og illustrerede på mistænkelig perfekt vis, hvor mærkeligt det kan føles at opholde sig i Japans hovedstad. Rygterne løb løbsk, han blev karikeret. Jeg faldt selv i fælden; ligesom Johnnie havde lånt sit navn fra en britisk whisky, endte jeg med selv at låne hans udseende og navn til at fortælle mine egne historier, og jeg mistænkte andre for at gøre det samme. Så når historierne om Tokyo begyndte at flyde, ville jeg tænke over Johnnie Walker’s rolle ligesom man kunne tænke over Jolly Jumper, Lucky Luke’s talende hest: Han er der altid til at minde dig om, at selvom fortællingen virker sand, så befinder man sig i fiktionens verden. Og det kan være et farligt sted at være.

 

Kapitel 3

”Jeg er Tokyo’s svar på Andy Warhol – minus alt det der med sex og stoffer, desværre.”

- Johnnie Walker

a    Jeg fangede den australske lydkunster Bob Scott på telefonen, og han fortalte mig sin historie. Han var træt. Nej, han er træt. Det er 2006, lige nu mens hans fortæller, det er langt over midnat, og han har endelig fundet frem til Johnnie’s gigantiske hus, hvor han skal bo i en uges tid. For det er det, Johnnie Walker bruger meget af sin energi på – at huse unge udenlandske kunstnere. Projektet hedder Artist Residency Tokyo (A.R.T.), og igennem de sidste 30 år har det givet husly til kunstnere i en stor betonbygning midt i Tokyo. Nogle gange vælger Johnnie dog at have kunstnerne boende hjemme hos sig selv. Han foretrækker unge mænd, lyder rygterne – én, jeg snakkede med, udtrykte Johnnie Walker’s forhold til kunst på denne måde:
a    »Han ved, hvad for noget kunst, han kan lide, og han inviterer det hjem til sig.«
Johnnie Walker kunne godt lide Bob Scott, som lige nu står foran hoveddøren til huset og er træt. For et par sætninger siden er Scott kommet direkte fra Australien og har brugt flere timer på at øve til et projekt, hvor han skal spille stenede DJ-set på en forladt byggeplads i mode-kvarteret Aoyama. Så han vil gerne i seng, men det kan han ikke, for Johnnie er bortrejst – til Kina måske? – og Scott har lovet at gå en tur med hunden Bacon. Den står bag ved døren og er splitterravende gal af ventetiden.
a    Vil den tale til mig? tænker Scott måske. For lige pludseligt er han i en anden historie; Bob Scott står midt i Haruki Murakamis bog ”Kafka på Stranden”. Her er Johnnie Walker skurken, han fløjter glade melodier og prøver at lave en fløjte større end universet. Hans gigantiske hund taler og overtager tanker, mens den slikker friskt katteblod af sine glinsende tænder.
a    »Jeg havde lige læst bogen, og jeg havde det som om, jeg var dumpet lige ned i den,« fortalte Bob Scott mig i telefonen.
a    Det lykkedes ham at få lagt den talende hund i sele, og Scott gik med den ud i natten. I telefonen gik han væk fra Murakamis historie og tilbage ind i sin egen. Mand og hund farede vild i Tokyo’s gader og fandt først tilbage til Johnnie’s hus flere timer senere. Her kom Scott til at tage Bacons seng og måtte dele madras med hunden resten af natten.
Da Johnnie kom hjem eskalerede Bob Scott’s oplevelser, og Tokyo fremstod mere og mere som en anden dimension. Johnnie trakterede med ekstravagante middage og farverige fester, de drak sig fulde og kom op og skændes og pludseligt hev Johnnie et nøglebundt frem og gav en rundtur i sultanen af Brunei’s lejlighed. Hele besøget endte med et amokløb gennem Tokyo’s gader til den israelske ambassade, hvor Johnnie havde gemt Scott’s  bagage.
a    Gennem telefonen grinte Bob Scott lidt af den fragmenterede og hurtigt fortalte historie. Oplevelsen strøg forbi i et lysglimt, virker det som. Selvom han havde brugt en uge i selskab med Johnnie, vidste han faktisk ikke rigtig noget om manden. Scott vidste bare, at det var en fantastisk oplevelse at møde Johnnie og hans hund, sagde han til mig, det var uvirkeligt. Jeg fortalte ham at hunden døde for nogle år siden. Det var han rigtig ked af at høre.

a    Efter at have snakket med Bob Scott ledte jeg videre på internettet for at finde Johnnie. Men mennesket, det fysiske menneske, var svært at finde. Historierne om ham, derimod, lå spredt rundt på nettet som små sandbanker af syre. Johnnie Walker kiggede frem i et kommentarspor under et blogindlæg om moderne japansk kunst (”hvem er den ældre homoseksuelle mand, man ser til samtlige åbninger af kunstudstillinger i Tokyo?”). Han dukkede også op her, i den schweiziske kunstner Jonathan Delachaux’s historie. I historien rejste schweizeren rundt i Japan med sin kone Zoe, og Johnnie Walker besøgte en af hans udstillinger sammen med sin unge asiatiske kæreste. Han tog alle malerierne og betalte blot en brøkdel af den samlede pris. ”Skriv et postkort, så sender jeg resten,” havde Johnnie sagt, mens han forsvandt ud af historien. Han skylder stadig kunstneren $6000, men det var ikke noget problem:
a    »Jeg ville ønske, jeg kunne møde ham igen,« skrev Delachaux til mig i en e-mail.
a    »Hvis du ser ham, så hils fra mig og Zoe!«
a    Jeg gik lidt frem i tiden og fandt Johnnie flere år senere, inde på bloggen Bromios, hvor han flettede sin store Mercedes ind og ud mellem bilerne på Tokyo’s opstyltede motorveje, mens neonlyset fra reklamerne spejlede sig i de runde øjne på Johnnie’s hund. Han slog pludseligt bremserne i og skreg ”BAKARAYUO!” inden han kørte videre og endte på sin stamrestaurant på toppen af Park Hyatt bygningen, hvor skribenten blev kløet i håret af en kokainskæv skønhed.
a    Men Johnnie forsvandt også fra den historie, hvirvlede videre og stod pludseligt i levende live i en video på det franske site Jeremix.tv:

a    Det er sådan her, det har været for alle kunstnerne at møde Hr. Johnnie Walker fra Tokyo: Kort, malerisk og med et ildevarslende kor, der synger et sted i baggrunden.
Det var dejligt, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, tænkte jeg. Det er mærkeligt – inden vi rigtig har forstået, hvad der foregår i videon, er Johnnie væk. Ligesom i internettets andre historier om ham forsvinder han pludseligt ud af skærmen og lader os stå måbende tilbage, uden vi har set andet end konturerne af en interessant person.
Jeg fik den samme følelse af coitus interuptus, når folk fortalte rygter om ham; Johnnie fandt bagdøren i en af sætningerne og flygtede uden at efterlade sig hverken en afslutning eller en konklusion. Hver gang var det som om jeg kun havde fået den midterste del af en historie, og det eneste, jeg var efterladt med, var følelsen af at have oplevet noget mærkeligt. Myten om Johnnie Walker var som en popkulturel guerillakriger, der stormede igennem et lokale og skreg sit navn, inden den smadrede gennem vinduet og løb ud i natten, mens alle snakkede om, hvem i alverden det var.
a    Jeg havde efterhånden pløjet igennem historier fra alverdens kunstnere, der fortalte om Johnnie som en ekstraordinær god og overgearet vært. Alle som én kunne de tænke sig at møde ham igen. Det samme kunne jeg, men sporet af internettets Johnnie Walker var forsvundet.
a    Men hvad med Joni Waka? Alle historierne, jeg havde fundet, handlede om Johnnie Walker, men hvad med hans japanske alias? Hvad var internettets historie om ham?

a    Jeg fandt Joni Waka her. Han dukkede op, grædende bag væggen, på en hjemmeside for et galleri. Han gemte sig, tror jeg. Han gemte sig i en anden form, men det var ham. Han lignede bare ikke helt sig selv som han hang ned fra loftet med sine flossede vinger lavet af hvide og halvsorte fjer.
a    Det var kunstneren Dani Marti, der fortalte en historie om ham: ”Portrait of Joni Waka as a fallen angel crying behind the wall” hed den. Den faldne engel – kunne dette her være historien om dengang Johnnie forsvandt? Jeg bladrede om til de rygter, jeg havde skrevet ned i min notesbog:
a    Der var ikke mange, der vidste hvorfor eller for den sags skyld hvor Johnnie Walker forsvandt hen i de første måneder af 2005. De ved bare, han forsvandt. Manden, der var (og stadig er) i centrum af netværket i de højere kreative luftlag i Tokyo, ham man kunne stole på at møde til alle kunstudstillinger og ham, der altid var klar til at holde fest, var lige pludseligt væk. For lige så pludseligt at dukke op igen et par måneder efter. Også Bob Scott, den australske lydkunster havde hørt historien.
a    »Johnnie fortalte mig han havde en elsker et sted i Afrika, en ung mand. Men der var opstået nogle problemer med elskerens forældre,« sagde Bob Scott.
Så historien går, at Johnnie endte i et afrikansk fængsel. Efter hvad der måtte have været et par nervepirrende måneder med diplomatiske forsøg på at få ham ud, vendte han hjem til Tokyo igen.
a    En ung elsker, kaldte Bob Scott det. For andre i Tokyo var historien en forstærkning af rygter, der allerede var i omløb om Johnnie og de lidt for unge mænd.
I mit hoved blev kunstværket med de hvide fjer hurtigt et symbol på en deroute; det blev til historien om Johnnie Walker som en succesrig forretningsmand og kunstentreprenør med kærester, der blev yngre og yngre, inden han en dag forsvandt og havnede i et afrikansk fængsel, mistænkt for pædofili. En ultimativ nedtur.

a    Jeg kiggede op fra billedet af den faldne engel og opdagede hvad det var, jeg havde gang i. Jeg så hele den historie i kunstværket om den faldne engel, uden at jeg rent faktisk vidste noget konkret om manden. Det var ikke engang ham selv, der fortalte historien, men jeg ville så gerne have den til at passe.
a    Og hvad med resten af Johnnie Walker myten? Jo flere jeg snakkede med om manden, jo flere historier og rygter jeg fik ned på blokken, jo mere abstrakt fremstod han. Jeg havde ikke set ham, i fysisk forstand, siden den aften på hotellet i Tokyo, og i mit hoved havde han ændret form og udseende adskillige gange siden da.
a    Jeg måtte snakke med ham. Skrive det hele ned. Jeg ville høre, hvordan man undslipper et fængsel i Afrika, og jeg ville høre om det liv, der voksede ud af rygterne: Om dengang han arrangerede fester for Guns ’n Roses, hans matematiske geni, hvordan det er at leve som jøde og albino i verdens måske mest homogeniserede land, om hans maskerademiddage, om hans legendariske ulvehund. Billedet af ham som falden engel var stadig åbent på min computer, og lige dér var han i mit hoved ikke blot lig med summen af rygterne om ham, men en dør ind til endnu flere historier, tusindvis af dem. For mig var det sådan, han eksisterede.Men det, var han så også et rigtigt menneske? Og kan man, tænkte jeg, være begge dele på samme tid?

 

Kapitel 4

”Er du udlænding, Hr. Johnnie Walker?”
Johnnie Walker lagde hovedet på skrå.
”Hmm, hvis det gør det nemmere for dig at forstå mig, så lad os bare sige det. Eller ikke. Begge dele er sandt.”

- fra ”Kafka på Stranden”

a    Telefonen nåede kun at ringe et par gange.
a    »Hello?«
Ikke ligefrem et venligt svar. Ikke noget »This is Johnnie Walker, how may I help you?« Bare a    »Hello«. Den hårde tone i den anden ende af røret hjalp ikke på min nervøsitet.
a    »Ja, goddag, er du Johnnie Walker?«
a    »Yeah.«
a    »Hej, mit navn er Mads, jeg er ked af at forstyrre dig. Jeg er en dansk journalist, jeg vil gerne skrive en historie om dig.«
Jeg stammede mere end godt var. Måske var det også…
a    »Selvfølgelig,« sagde han.
a    »Du kan komme forbi mit hus, så kan vi snakke om det. Ved du hvor jeg bor?«
Det vidste jeg ikke. Johnnie begyndte at fortælle, hurtigt og indforstået, mens jeg kæmpede for at finde papir og pen. Vi aftalte jeg skulle dukke op et par dage efter, kl. 9 om formiddagen. Jeg pustede ud mens jeg lagde på og prøvede at finde orden i den rutevejledning, der netop var strømmet gennem telefonen.

a    Jeg var ikke klar til at interviewe ham. Hvor skulle jeg starte? Siden jeg mødte ham første gang havde jeg lagt så mange historier i munden på ham, jeg havde sat rygter fra forskellige kilder sammen på min egen måde, og nu skulle rent faktisk spørge ham om nogle ting. Hvad vidste jeg egentlig om ham? Hvor kom Johnnie Walker overhovedet fra?
Ingen anede det. De folk, jeg spurgte, svarede Israel, Frankrig, Australien, Spanien. Og New York, selvfølgelig, for Johnnie Walker kommer alle steder fra. Marc Johnson, en fransk kunstner, der havde boet hos Johnnie fortalte mig for eksempel at Johnnie er polyglot:
a    »Han taler ni sprog. Selv nogle dialekter fra Afrika taler han. Måske er det med til at sprede myten om ham, for han kan snakke med alle,« sagde Johnson i telefonen.
Gad vide om han taler dansk, tænkte jeg. Rygtet gik, at Johnnie havde haft en dansk barnepige på et tidspunkt, dengang han voksede op i Manchuriet. Men gjorde han rent faktisk det? Så skulle han have boet der med sine jødiske forældre dengang Manchuriet var besat af Japan.
a    Det var før 2. Verdenskrig. Ledende figurer i det japanske militær havde ad omveje fået fat i propagandabogen ”The Protocols of the Elders of Zion”, der var blevet skabt af det hemmelige russiske politi i starten af 1900-tallet. Bogen handlede om jødernes sans for handel og at de skulle stå bag en verdensomspændende konspiration. I Tyskland læste nazisterne bogen som en grund til at udrydde Jødedommen, men i Japan læste de bogen omvendt; som en guide til, hvad man kunne bruge jøderne til. De var gode til at handle og havde forbindelser over hele verden, kunne man læse i bogen. Japanerne begyndte derfor at give europæiske jøder visum til Manchuriet i håb om at de ville bygge industri og infrastruktur op – måske var Johnnie’s forældre blandt dem, der slap igennem Litauen og videre over Rusland til Manchuriet for  til sidst, efter krigen, endte i Japan? Måske blev han endda undfanget, mens hans forældre rejste på jernbanen tværs over Sibirien, væk fra forfølgelsen i Europa og mod nye tider i det besatte Kina?
a    Men så skulle Johnnie Walker være mindst 70 år gammel – det kunne ikke passe. Hvad så med Shanghai? Shanghai havde en stor jødisk ghetto under den japanske besættelse, og mange derfra endte i Kobe i Japan efter krigen. Kunne hans forældre være kommet ad den vej til Japan?

a    Det var ét stort rod. Men en af disse myter måtte være sand, for Johnnie Walker blev nødt til have en mystisk baggrund. Et menneske som ham skulle være vokset op i en storslået historie, komplet med gråzoner og forvrængede historiske faktoider, med folk der læser bøger omvendt og ideer og fordomme, der dukker op i nye skikkelser og med skæve nuancer. Sådan måtte Johnnie Walker være blevet født.
Historien var skrevet, jeg skulle bare have hovedpersonen til at nikke.

a    Johnnie ringede til mig dagen efter vores første samtale. Han havde ændret planer, skulle et smut til Hong Kong og kunne ikke nå at mødes med mig alligevel. Han ville ændre tidspunktet, men først ville han høre lidt mere om, hvad det var for en artikel, jeg gerne ville skrive.
a    »Jeg vil gerne skrive om dig,« svarede jeg, »om din person og historie.«
a    »Ja okay, sådan noget gør jeg ikke.«
a    …
a    Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det eneste jeg havde fået at vide med sikkerhed om denne mand var, at han elskede at snakke om sig selv. Nu, da jeg endelig havde fået ham i røret, sagde han, at han kun ville snakke om kulturscenen i Tokyo og om hvordan han hjalp unge kunstnere og skabte kontakter. Hvad kunne jeg bruge det til?
a    »Jeg er bare dukkeføreren bag alt dette her, du ved.«
a    »Det er derfor, du er interessant,« svarede jeg.
a    »Hvis du vil skrive noget om de kunstnere, jeg støtter, vil jeg rigtig gerne snakke med dig.«
Telefonen blev stille i et kort øjeblik, mens jeg prøvede at lægge en ny strategi. Johnnie afbrød mine tanker, i en lidt mere optimistisk tone.
a    »Hvad med at jeg sendte dig noget materiale om mit Artist Residency Tokyo projekt?«
Jeg overvejede at lyve. I et par stille sekunder overvejede jeg at sige til ham, at jeg hjertens gerne ville skrive om hans kunstnerbolig projekt – så ville han måske lukke mig ind i hans verden. Så kunne jeg sætte mig ned og snakke med ham, kigge ham i øjnene og lære ham at kende – for historiens skyld.
a    »Jeg prøver bare at være ærlig over for dig. Jeg er ikke en af den slags mennesker, der hele tiden prøver at tilrane sig opmærksomhed,« sagde han.
Ærlig? Ærlighed var det sidste jeg havde brug for fra Hr. Johnnie Walker fra Tokyo. Jeg ville høre hvirvlende historier fra den jødiske ghetto i Shanghai, han skulle fortælle mig om at blive reddet fra et afrikansk fængsel en månebeskinnet nat, om bevidsthedsudvidende stoffer og hans talende hund. Jeg ville høre løgne.
a    »Okay,« sagde jeg, »men så vil jeg også være ærlig over for dig. Jeg vil allerhelst skrive din historie, det er det, der interesserer mig… Men det ville være fint hvis du kunne sende mig lidt materiale om A.R.T. Jeg vil kigge på det og overveje, hvad vi kan få ud af det.«
a    »Okay,« sagde Johnnie.
a    »Fint, og vi snakkes ved.«

a    Mit hjerte dundrede. Jeg kiggede på telefonen i et par sekunder indtil han lagde på. Lort. Johnnie lignede den bedste historie, jeg nogensinde var stødt på. Den fandtes kun som rygter i Tokyos kunstverden, som fragmenterede sætninger på blogs skrevet af kunstnere, der havde boet hos ham, og som referencer i kunst og litteratur. Jeg havde chancen for at samle det hele og skrive noget fantastisk, men jeg havde lige smidt et interview med manden på møddingen. Jeg var skuffet.
a    Og lettet. Hvad i alverden skulle jeg have gjort, hvis jeg rent faktisk havde mødt ham? Hvilke spørgsmål skulle jeg stille ham? Skulle jeg faktatjekke hans baggrund, skulle jeg bede ham forklare hvordan man opbygger myter om sig selv? Skulle jeg have ham til at afsløre hemmeligheder og lave en tidslinje over sit liv?

a    Jeg stod stadig og kiggede på min kluntede japanske klaptelefon. Det føltes ikke rigtigt at snakke med ham. Det var falsk, på en måde. Jeg havde det som om jeg strakte min arm ind i en roman og prikkede en romanfigur på skulderen, som om jeg råbte til en karakter på en teaterscene – og fik et svar. For indtil nu havde Johnnie Walker haft vægge omkring sig, vægge af historier og gråzoner. Men den fjerde væg var brudt, jeg havde sparket den ind fra den forkerte side. Jeg havde kigget bag scenetæppet og var lige ved at miste magien.
a    Jeg var taknemmelig for, at Johnnie Walker nåede at lægge røret på inden magien forsvandt helt. Historien om Johnnie Walker – Haruki Murakamis historie, Marc Johnsons historie, Frederic Boilets, Jonathan Delachauxs og Edan Corkills historie og min egen historie om ham – de var alle sammen intakte. Tænk hvis jeg havde fået noget fakta at forholde mig til?
a    Selvom jeg nærmest ikke var begyndt at tjekke fakta, følte jeg allerede, jeg havde for meget af det. Det skurrede i mine historier. Men fakta var ikke helt færdig fra mig. Nogle dage senere, ud af det blå og ind i min mailboks, kom der en invitation flyvende. En invitation fra Johnnie.

 

Kapitel 5

“Nu da vi har sagt goddag, skal vi allerede i gang med at tage afsked. Goddag, farvel. Som blomster, der bliver spredt for vinden, er menneskets liv ét langt farvel, som man siger.”

- Johnnie Walker, i ”Kafka på Stranden”

a    Med min krøllede invitation i hånden begav jeg mig af sted mod Johnnie Walker’s hus. Det hypereffektive tog fragtede mig gennem Tokyo’s sprækker af boligkvarterer inden det pludseligt kørte over et gigantisk lyskryds proppet med neon og mados fra gyderne. Jeg kunne skimte fodgængerfelter fyldt med bøjede nakker, men toget kørte under jorden og tilbage ind i den rigtige by, den mørke del af byen, hvor indbyggerne sover og står op inden de med tunge hoveder tager tilbage til Shinjuku eller Ikebukuro eller et af Tokyo’s andre tusinde centrums, hvor de arbejder og drikker på kommando og nok aldrig ser sine skygger. Og pludseligt kørte toget gennem endnu centrum, der blændede mig med reklamer for boybands med fladt hår og smil i mundvigene, inden toget stoppede i Shinjuku, i den vestlige del af det centrale Tokyo. Jeg stod af og fulgte den snørklede anvisning på invitationen. På en lille sidegade, et par hundrede meter stationen, boede Johnnie Walker.

a    Jeg var ikke inviteret hjem til Johnnie Walker for at få en personlig rundvisning eller en kop kaffe. Jeg var inviteret til reception. Arkitekten Joseph Kosuth, der havde tegnet Johnnie’s hus, var på besøg i Tokyo, og det skulle fejres med en kunstudstilling. Og kunstværket var selve huset. Det lå lige der, midt i virkeligheden, og lignede Matador-hus, der havde fået opfyldt sin livslange drøm om at undslippe sin æske og leve sammen med de rigtige huse og med rigtige mennesker indeni sig. Huset var halvanden etage højt, helt sort og det eneste i kvarteret, der havde skråtag. Uden på huset hang der lysende bogstaver og gav huset en stemme.
Selvfølgelig – Johnnie Walker havde pakket sit hus ind i litteratur.
a    »En levende hund er bedre end en død løve,« sagde huset for eksempel. Det havde lånt verset fra Det Gamle Testamente.
a    »Nogle af mine bedste mandlige medskuespillere har været hunde og heste,« citerede huset Elizabeth Taylor for at sige.
Også indenfor var væggene plastret til med citater.
a    »Har du nogensinde prøvet at gå ind i et rum, og glemme, hvorfor du gik derind? Jeg tror, det er sådan hunde lever deres liv,« var komikeren Sue Murphy citeret for at sige på stuens hvide væg.
a    Citatet passede glimrende på min situation – min hjerne var blank. Jeg stod lige inden for døren i den lille entré, der lå i forlængelse af den aflange stue. Jeg kiggede rundt. Der stod et par gæster og småsnakkede. Johnnie var i gang med at anrette forfriskninger på spisebordet og hilste pænt da han så mig.

a    Det hele var ekstremt… virkeligt. Han stod lige der og arrangerede vinflasker. Hvilken verden havde jeg forventet at åbne døren ind til?

a    Jeg opdagede hurtigt, at jeg havde en anden idé om, hvad der foregik, end alle de andre gæster. De var taget til kunstreception for at se huset. Jeg var taget til reception for at se på et helt andet kunstværk, nemlig Johnnie Walker selv. Jeg havde kun studeret ham på afstand og fået en idé om det – nu var jeg kommet hjem til ham for at stikke næsen helt tæt på og se detaljerne. Men inden i det lille hus, pakket ind i litteratur og løsrevne citater, boede der ikke et kunstværk, men et rigtigt menneske.
Vores roller var byttet om. Jeg troede, min verden var rigtig, og at der ville strømme utrolige historier ud, så snart jeg åbnede hans dør. Men i stedet åbnede jeg døren til en masse fakta. Det var ikke længere figuren Johnnie Walker, der var fanget i et spind af fortællinger, for han stod jo lige der og var rigtig. Det var mig, der levede i en verden af historier.

a    Jeg prøvede at ryste virkeligheden af mig og gik diskret i gang med ostebordet. Jeg faldt i snak med Jason, der lignede en 45-årig gammel surfer, men vistnok kørte et galleri. Langt tilbagestrøget hår, stribet skjorte og bare tæer. Under armen havde han en samling korthistorier af japanske forfattere og brugte den til at bryde isen.
a    »Læser du japansk litteratur?« spurgte han og løftede på sin bog. Jeg trak på skuldrene.
a    »Jeg har faktisk ikke læst særligt meget andet end Haruki Murakamis bøger, men…«
a    »Ja, men det er jo heller ikke rigtig litteratur,« afbrød han.
Jeg kiggede over på Johnnie. Han anrettede chips i køkkenet og småsnakkede med sine gæster. Jeg var tilbøjelig til at give Jason ret – Johnnie Walker lignede ikke ligefrem litteratur. Han så meget virkelig ud og gjorde virkelige ting. Ja, i selvsamme øjeblik kantede han sig faktisk lige forbi os og kiggede mig direkte i øjnene. Han hilste pænt på Jason og introducerede mig.
a    »Mads er skribent,« sagde han til ham og gik videre.
Og du er en fiktiv karakter, tænkte jeg, vi burde ikke mødes på denne måde.

a    Jeg lod Jason snakke færdig. Han viste mig lidt billeder af sin partners ekstravagante sommerhus, mens jeg nikkede og smilede. Jeg noterede alle de citater, Johnnie havde hængende på væggene (de handlede alle om hunde) og forlod receptionen så tidligt jeg kunne.
a    På vej hjem i toget bladrede jeg min notesbog igennem. I alle mine notater om Johnnie Walker farede han forbi som et lysglimt. Den ene tætskrevne side efter den anden, og jeg havde kun en fornemmelse af, hvem Johnnie Walker måske var. At bladre igennem siderne var som at kigge på et abstrakt maleri, man kunne tyde hvad som helst ud fra. Marc Johnson, den franske kunstner, der havde boet hos Johnnie, havde formuleret det sådan her:
a    »Du kan sagtens konstruere en fiktiv historie om Johnnie, hvis du har lyst, men det er ikke den rigtige Johnnie,« fortalte han mig i telefonen, da vi snakkede sammen flere uger tidligere.
a    »Der findes mange myter om ham, men jeg tror ikke på dem. Jeg tror på manden,« stod han citeret for i min lille bog.
Men hvem den mand egentlig var, havde jeg aldrig fået et ordentligt svar på.

a    I en afkrog af internettet havde jeg fundet et gammelt interview med Johnnie Walker i magasinet Asia Art Archive fra 2005, hvor han selv beskrev sin baggrund:
a    »Min familie blander traditionelle værdier og boheme-værdier. Vi er jøder med handelsbaggrund og tradition for at støtte moderne kultur – kunstnere, forfattere, musikere, arkitekter, designere, filminstruktører og så videre. Vi gør det ikke kun for at følge de religiøse regler, men også for at forbedre vores egne liv og gøre dem sjovere og mere interessante,« sagde han til magasinet.
a    »Vi har rødder i Asien, og jeg blev sendt i skole og på universitet i Paris og voksede op med kunstnere og forfattere fra La Rive Gauche

a    Jeg spurgte Edan Corkill, kunstredaktør på Japan Times, hvad han egentlig vidste om Johnnie Walker’s baggrund. Han trak på skuldrene. Han vidste ikke så meget andet end at Johnnie Walker var sephardisk jøde, en gruppe der nedstammede fra jøder fra den Iberiske halvø. Højst sandsynligt, tilføjede han. Men han havde egentlig ikke lyst til at vide mere.
a    »Det ville næsten være trist at finde ud af, at Johnnie Walker i virkeligheden blev født i New York og bare kom til Japan sådan lidt tilfældigt i 70’erne,« sagde han.
Edan Corkill var en af de første, der åbnede døren for mig ind til myten om Johnnie Walker. Siden da havde den overlevet hos mig, næret af alle gråzonerne og rygterne. Johnnie Walker levede bag et slør historier, hvor hans baggrund kunne være alt, hvor han kunne høste kattesjæle den ene dag og besøge sultanen af Brunei den næste. Johnnie Walker boede i en boble af historier, og det var jeg egentlig tilfreds med. Det samme virkede Edan Corkill til at være:
a    »Det ville være synd at stikke hul i den boble,« sagde han til mig.

a    Jeg skrev Edan Corkill’s citater ned i min notesbog. Der stod de så ved siden af alle de andre interviews, jeg havde lavet, de artikler jeg havde klippet ud og alle mine hypoteser.
Men Johnnie Walker var forsvundet.Jeg slikkede på fingrene og bladrede fra den ene side til den anden. Jeg havde noteret en masse ting, jeg vidste var sande og en masse ting, jeg vidste var løgn, men Johnnie Walker var ikke til at finde nogen af stederne. Jeg bladrede om til siderne, hvor jeg havde skrevet om den japanske besættelse af Manchuriet, men der var han ikke. Alle de interviews, jeg havde lavet med kunstnerne – jeg troede, de havde handlet om Johnnie Walker, men jeg kunne ikke finde. I stedet fandt jeg en sump af citater talende hunde og unge asiatiske elsker.

a    Jeg gik igennem alle mine noter på jagt efter Johnnie. Gennem internettet, ind i fængslet i Afrika og ud igen. Jeg bladrede om til skriverierne om Shanghai, men der var han heller ikke. Jeg nåede helt tilbage til begyndelsen af min notesbog, forbi den første aften på hotellet, hvor jeg troede jeg havde mødt ham, men han var væk. Alle mine skriverier var som polaroidbilleder, hvor hovedpersonen var blevet klippet ud og der kun var omgivelserne tilbage. Johnnie, den rigtige Johnnie Walker, var stukket af fra min notesbog. Eller også havde han aldrig været der.

a    Jeg stod forpustet med fødderne helt ude over kanten af min historie og spejdede så langt jeg kunne. Jeg kunne lige skimte Johnnie ude i horisonten, der løb alt hvad han kunne, i retning mod virkeligheden. Han drejede hovedet og sendte et kæmpe smil tilbage.
a    »Husk, Jeg er ikke kroppen!« råbte han.

Efterskrift

a    Forfatteren Haruki Murakami har kontor i udkanten af Tokyo. Han skriver sine bøger midt imellem havet og bjergene, i sit lille aflukkede kontor. Da Sam Anderson, journalist på New York Times, var på besøg hos Haruki Murakami i 2011, fik han lov til at gå på opdagelse i kontoret. Han fandt en gigantisk pladesamling, som forfatteren ikke rigtig vidste hvor stor var. Han fandt nogle store højtalere, et billede af den lidende forfatter taget lige efter hans hurtigste maratonløb og et maleri af forfatterens yndlingsmusiker Stan Getz. Og oppe på hylden fandt journalisten Murakamis helt egen Johnnie Walker, der kiggede frem fra siden af en lille kop. Det var ikke Johnnie Walker, som jeg kender ham, det var Johnnie Walker fra whiskyen, malet på koppen midt i sit ikoniske skridt og med alle de træk, Murakami havde lånt til at skabe udseendet på sin figur i bogen ”Kafka på Stranden”.
   Jeg har også en Johnnie Walker, min helt egen. Han er buttet og skaldet og har runde briller. Han går rundt i mit Tokyo og spiller mine biroller. Han ændrer sig for hver ny historie, jeg fortæller om ham, men det gør ham ikke det store. Han er bare glad for, jeg har givet ham et udseende og et navn. For en person bliver nødt til at have et udseende og et navn, ikke sandt?

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

Falske samtaler i Hokkaido

Jeg var nervøs for at skulle blaffe rundt i Japan. Ikke så meget på grund af min sikkerhed – bortset fra sumobryderne er jeg stadig større end noget andet menneske, jeg har set her i landet, og de smilende og bukkende hoveder, jeg møder overalt, gav mig en fornemmelse af, at det nok skulle gå alt sammen. Jeg var nervøs over at blaffe på grund af sproget. Men lokket af et solidt eventyr og af de fem røde cifre på min bankkonto endte jeg alligevel med at stille mig op på en øde landevej i Hokkaido, det nordligste Japan, og stikke tommelfingeren i vejret.

 

Sunkyo Onsen - det første sted jeg blaffede fra. Bilen midt i billedet samlede mig op.

Min rute gik fra Daizetsusan Nationalpark til Akan Kohan og derfra nordpå op til Wakkanai, Japans nordligste punkt. Ikke meget mere end 600 km på landevejen, men alligevel nok til at der kunne opstå en solid pinlig tavshed hvis det var umuligt at kommunikere. Men hvad jeg opdagede var, at så snart man kender bare en lille smule til sproget og især til kulturen, er det faktisk utroligt nemt at fake en japansk samtale. En lille guide:

Først og fremmest er det vigtigt at vide noget om japansk samtalekultur. Når en gruppe vesterlændinge mødes for første gang, vil man normalt høre ordet ”nej” lige så mange gange som man vil høre ordet ”ja”. Sådan foregår det ikke i Japan. Her vil en gruppe af fremmede gøre alt hvad der står i deres magt for at få samtalen til at glide glat og holde sig i ukontroversielle områder. Derfor, når min chauffør sagde et eller andet, kunne jeg med ro i sindet nikke ja. Jeg kunne også tage chancen og svare ham. Hvis jeg fornemmede, han sagde noget åbenlyst – ”Sikke et lækkert vejr” – kunne jeg svare ”So desu ne” (som betyder noget i retning af ”Ja, du har ret”). Hvis det virkede som om han sagde noget overraskende – ”Jeg er født lige her rundt om hjørnet” – kunne jeg svare ”So desu ka?” (som betyder noget i retning af ”Nå, virkelig”).
Næste trin var at lytte efter et spørgsmål. Når man stiller et spørgsmål på japansk, slutter sætningen altid på ”–ka”. Det eneste, jeg skulle gøre, var så at gætte hvilket spørgsmål, der blev stillet og finde et svar i bunken. Svarene kom ofte i denne rækkefølge:

  • Danmark
  • Studerende
  • Jeg har været i Japan siden februar
  • 25 år
  • Jeg er på vej mod Wakkanai
  • Jeg kan godt lide sushi og nudler

Med denne formel og en nogenlunde snakkesagelig chauffør, kunne jeg fint klare mig på en 60-70 kilometers køretur. Hvis chaufføren så oven i købet kunne enkelte engelske gloser, var det lige før vi kommunikerede på menneskeniveau. Det blev kun pinligt enkelte gange – især når mine chauffører sagde ”Du snakker rigtig godt japansk” og jeg ikke forstod, hvad de sagde.

”Den kan snakke!!”
Børnene var på samme tid de sværeste og de nemmeste at snakke med. De er svære, fordi de er nysgerrige på uventede måder. De vil vide om der også findes køer i det land, jeg kommer fra, hvad det bedste Baseball-hold hedder og om jeg er kørt i bil til Japan. Spørgsmål, der er svære at forstå og endnu sværere at gætte sig til. Men børnene kan på samme tid være utroligt nemme at have med at gøre. Hvor de voksne bliver flove på ens vegne når man sjasker og sløser med deres sprog, synes børnene kun at det er hylende grinagtigt at man spørger ”Hvad tid har du fødselsdag?” og ”Hvor meget koster din alder?” Og oftest er de bare forundrede over at dette væsen fra en anden planet rent faktisk kan kommunikere. ”It talks!!”

I alt endte jeg med at blaffe i omkring 4 dage. På grund af tidsmangel måtte jeg tage bussen og toget tilbage til Tokyo, hvor jeg i morgen (fredag) hopper på et fly hjem til Danmark. Flere blogs følger, når jeg får taget mig sammen til at skrive dem.

Fremtiden bygget i Lego

a   Jeg byggede ret fantasiløse Legobyer, da jeg var knægt. Omfattende og funktionelle var de, med perfekt infrastruktur; motorveje, trapper, helikoptere, selvbyggede biler og selvfølgelig folk til at fylde det hele op. Vigtige folk, folk der havde jobs. De var postbude, vejarbejdere, forretningsfolk, sekretærer, politimænd, de havde funktioner, alle disse folk. De sørgede for at min metropolis fungerede, og de var altid på vej et sted hen, sjældent hjemme. Og hvis de var hjemme, havde de intet privatliv. Taget kunne tages af deres huse, de sov med pivåbne øjne under stive dyner og aldrig længe ad gangen, for de skulle tilbage til politistationen og pizzabageriet og byggepladsen, hvor der skulle ordnes ting. Vigtige ting. De levede deres liv i perfekte vinkler med ens kasketter, frisurer, cykler og tøj, der efterlod ingen tvivl om, hvad deres job var. Jeg byggede ikke fjerne universer eller drømmescenarier – mine byer var velordnede, funktionelle, håndgribelige samfund.

a   Hvis jeg havde brugt en hel sommerferie på at bygge min Legoby, var jeg endt med at bygge en kopi af Tokyo. Jeg havde selvfølgelig ikke vidst det, men resultatet ville have været Tokyo, og jeg tror ikke, jeg ville have været tilfreds. For i alt dens funktionalitet er Tokyo en grim by. Farverne er matte, kontorskyskrabere uden identitet skyder op ved siden af ramponerede lejlighedskomplekser og grå cementstøtter bærer motorveje, der skærer sig igennem centrum i fem etagers højde. Det hele er gennemsyret af forbrugerkultur.

a   »Når du besøger Tokyo, så tænk på, at hvad du ser ikke er resultat af arkitektur eller design, men et resultat af markedskræfterne,« skriver arkitekten Martin van den Linden på sin blog.
a   »Kræfter der gør, at arkitektur bliver overskygget og absorberet af de indre rum, der er skabt til forbrugerkulturen. Når du vender hjem til din egen by vil du se miniversioner af Tokyo skyde frem i indkøbscentre, kasinoer, lufthavne og hoteller.  Og så ved du hvorfor Tokyo er noget fascinerende lort.«

a   Tokyo er noget fascinerende lort, ikke på grund af æstetik, men på grund af følelsen af at være i en anden verden med nogle andre ideer om, hvordan livet skal bygges op. Byen er ikke skabt til at bo i – den er skabt til at bruge penge i. En perfekt infrastruktur fejer dig hen til det ansigtsløse kontor og videre ud i byen til de dunkende reklameskilte og konstante pres på sanserne i form af lys og lyd.

a   Beboelse, derimod, er langt nede på listen over prioriteringer. Se for eksempel dette hus, Nagakin Capsule Building – et unikt eksempel på stilen ”Metabolisme”, der voksede frem i 1970’erne i Japan:

 

a   Huset er en såkaldt capsule building. Alle ”kuberne”, hver med en fuldt udstyret miniaturelejlighed inden i, kan tages af og flyttes rundt efter behov. Bygningen er et ekstremt tilfælde, men et godt eksempel på, hvordan man bor i Tokyo. Småt og firkantet. Paris, London og København er prægede af rundede hjørner, historiske detaljer, brosten og natur – det ville jeg aldrig kunne genskabe i Lego. Tokyo derimod, med de kantede bygninger, snorlige veje og pangfarver, ville ikke være noget problem at bygge.

a   Det er bygninger som Nakagin Capsule Building, der gør, at Tokyo føles som ét stort eksempel på retro-futurisme. Det hele ligner lidt, hvordan man for 30 år siden forestillede sig fremtiden ville være. At gå rundt i kvarteret Shinjuku, for eksempel, føles som at gå rundt i kulisserne fra filmen ”Blade Runner” – en dystopisk film fra 1982, der har henlagt handlingen til Los Angeles i året 2019. På samme måde står kvarterene Shibuya og Shimbashi, formet i poleret stål og cement i 50 etager, for mig som den fremtid, der aldrig rigtig nåede ud over Japan.

a   En japansk blogger har dette at sige om Tokyo (fra Twitter):

a   Jeg er næsten enig. For mig står Tokyo som et symbol på de ideer, den vestlige verden havde om fremtiden i det 20. århundrede. Min personlige holdning, efter at have brugt et par måneder i denne alternative virkelighed: Vi skal ikke være alt for kede af, at mange af de ideer forblev på tegnebrættet.

Hvad jeg ville svare, hvis jeg orkede

a   ”Hvad bragte dig til Japan?”

  Spørgsmålet er en fast del af samtalen, når man møder udlændinge her i Tokyo. Men svaret på spørgsmålet giver sjældent et ordentligt billede af den virkelighed, hvorfra ideen om at komme til Japan blev født ud fra. Svaret er som oftest slattent, plettet af tilfældigheder og søbet ind i overfladisk ros af japansk kultur. Jeg tror sjældent på dem. Man vælger ikke bare at pakke sit habengut og flytte sit liv til en fremmedsproget storby blot fordi man er ”interesseret i manga”.

a   Men jeg forstår, hvorfor folk svarer på den måde. De har svaret på det spørgsmål igen og igen, og på et tidspunkt begynder mellemregningerne og refleksionerne at glide ud og blive erstattet med kortfattede almindeligheder.
a   Jeg er selv begyndt at rutsje ned ad samme glidebane på trods af, at spørgsmålet om, hvorfor jeg overhovedet er i Tokyo, har været en frustrerende splint i min hjerne siden jeg kom. Hvad har jeg gang i? Jeg savner min kæreste, min familie og mine venner og jeg sætter mig selv i anseelig bankgæld. Det koster mig dyrt at være her, men hvad er det, jeg køber? Hvorfor endte jeg i Tokyo?

Her er, hvad jeg ville svare på det spørgsmål, hvis jeg orkede:

a   Ideen om at komme til Japan blev født for over et år siden, hvor jeg havde en glimrende grund til at koncentrere mig om noget andet end virkeligheden. Jeg havde slået op med en kæreste og ville væk. Masser af andre har stået i samme situation.
a   »Heart breaks seem to be the main source of tourism in this country,« siger Shaun, musikredaktør på Japan Times, hvor jeg arbejder. Sandt nok. Tokyo virker til at være befolket af engelsktalende ekskærester, -koner eller -mænd.
a   Min idé var egentlig ikke at flygte fra ulykkelig kærlighed “Fremmedlegion-style”, men lige pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg kun havde mig selv at tænke på. Når det føles som om, der ikke er nogen at efterlade, er det nemmere at tage af sted (skæbnen ville, at der alligevel var én at efterlade, da jeg endelig pakkede min taske et år senere).

a   Min tur er mere motiveret af at rejse væk fra noget end hen imod noget. At jeg lige præcis endte i Tokyo, er et tilfælde, for da jeg gik i gang med at søge praktik i udlandet, vidste jeg egentlig kun, at jeg ville af sted.
a   Radaren var fyldt med prikker. Hvad med praktik på Al-Jazeera i Dubai? Hvad med at skrive ærkekommunistisk propaganda på et dagblad i Hong Kong eller lege radiovært i Afrika? I den proces spammede jeg Sydøstasien med e-mails. Ud af den bunke, jeg sendte af sted, var der blot ét sted, der svarede – Japan Times i Tokyo – og uden et gram af videre research sagde jeg ja tak.

a   Min mor sagde ”jeg håber, det går præcis som du ønsker dig”. Men jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, og kunne derfor heller ikke svare klart på, hvad jeg håbede at få ud af denne praktik. Fagligt var jeg faktisk ligeglad – hvis jeg ikke skulle lave andet end at hente kaffe i tre måneder, ville det være fint. Jeg tror egentligt bare, jeg ville have en ny rytme, et andet sted at kigge hen. Jeg ville se, hvordan et andet slags liv kunne se ud. Et hvilket som helst liv.

a   Så jeg havde ingen anelse om, hvad jeg kom efter, men efter en måneds tid er jeg begyndt at få en idé om, hvad min planløse rejse rent faktisk giver mig.

a   Tirsdag var jeg ude at spise på en fransk-mexicansk restaurant (french-mex?) i Shinjuku med en brite og to japanere. Efter uger kun med nudler og fisk var jeg panisk efter noget kød og bestilte en burger med guacamole og spejlæg. 20 minutter senere kommer tjeneren med en burrito skåret i fire stykker, som vi deler. En forret, antager jeg. Men da min burger dukker op, bliver den også stillet midt på bordet. Jeg kigger panisk til, mens en af japanerne, Rieko, trækker burgeren til sig og den anden, Aki, fordeler små tallerkener til selskabet. Efter en meget koncentreret indsats får Rieko skåret burgeren i kvarte og deler den ud på hver tallerken sammen med lidt pomfritter. Hvordan kan man misforstå en burger så meget?

a   Alle de ting, jeg tror jeg ved, bliver udfordret her i Tokyo: Når man er ude at spise, er man ude at spise SAMMEN. Det betyder, at vi deler – selvom maden er et ustabilt tårn af kød, grøntsager og dressing. Når man går over gaden, bliver man nødt til at kigge til højre først, fordi japanerne kører i venstre side – jeg skal dermed kæmpe imod 20 års erfaring i, hvordan man opfører sig i trafikken. Et rums størrelse bliver ikke opgjort i kvadratmeter, men i hvor mange tatami (rismåtter), der kan ligge på gulvet (mit værelse er seks tatami stort = cirka 10 kvadratmeter). Selv adresserne er omvendte – se videoen ovenfor.

a   De små brikker, der udgør min hverdag, er pludseligt stykket sammen på helt andre måder. Hjernen bliver langsomt kodet om, nye nervebaner opstår – jeg har aldrig fået så mange ideer, som jeg får i denne by. Rigtig mange dårlige ideer, men måske er der et par gode imellem. En af ideerne kan forhåbentligt fjerne splinten i hjernen: Tokyo, byen i sig selv, er ikke er vigtig for denne rejse. At jeg er lige præcis her, er ikke vigtigt. Følelsen af at stå på hovedet, respekten for det omvendte, kunne jeg lige så vel have fået i Shanghai, Nairobi, Kuala Lumpur eller Dubai. Det ville bare have været et andet slags liv. Et hvilket som helst liv.

a   Men den pointe er svær at få igennem når jeg står med en fadøl i hånden og min japanske samtalepartner ikke kan høre forskel på udtalen af ”v”, ”b”, ”r” og ”l” (”You rant a diffelent rife?”). Så folk må tage til takke med almindeligheder som ”jeg var her for nogle år siden og kunne rigtig godt lide byen”. Det er ikke direkte sandt, men det går nok.

Jordskælv og planer for fremtiden

Alt for ofte har min hjerne for lidt at lave og bruger i stedet tiden på at planlægge, hvordan jeg skal reagere i forskellige situationer, plausible eller ej. Hvad vil jeg svare, hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil være med i et japansk game show? (Ja!). Hvordan ville jeg fejre at have scoret et mål i en VM finale? Hvilke redskaber inden for rækkevidde kan jeg bruge, hvis der pludseligt opstår et slagsmål?

De seneste dage har den slags planlægning taget en anden form: Hvad vil jeg gøre, hvis mit midlertidige hjem bliver ramt af et alvorligt jordskælv?

Jeg vågnede natten til fredag ved at mit værelse gyngede fra side til side. Jeg kunne mærke, at jeg blev skubbet rundt på min madras, en bog rutsjede henover bordet. Jeg når at tænke “Er det nu?”. Og så bliver planlægning pludselig vigtigt:

Kan jeg nå at tage tøj på, inden jeg flygter ud af huset eller må jeg nøjes med at rulle dynen omkring mig? (Jeg vil nødig evakueres uden lige at skifte underbukser først)
Kan jeg klare et spring ned fra 1. sal uden at brække noget? Hvordan skal jeg få fat i et eller andet dansk medie, så jeg kan tjene penge på at fortælle min dramatiske historie om overlevelse og heltemod? (Tror ikke der er nok penge på min telefon til et opkald til Danmark)

Selvom hele værelset rykkede rundt, var der ikke en lyd at høre. Jordskælvet tog ikke til i styrke, så i stedet for at flygte over hals og hoved, blev jeg vugget i søvn. Men jeg vågnede alligevel med en uro i kroppen. Det er det andet relativt store jordskælv på blot to dage, der har ramt Tokyo. Det første ramte onsdag aften.

I dag fredag spiser jeg frokost med Shaun, musikredaktør på Japan Times.
»Jeg ved ikke rigtig, hvad de to jordskælv betyder,« siger Shaun, der sammen med resten af redaktionen måtte flygte fra kontoret, da det gigantiske jordskælv ramte Japan 11. marts sidste år.
»Måske er de to jordskælv forspillet til ‘The Big One’ – og det bliver ikke kønt,« siger han.

The Big One… Det er snart ved at være nogle år siden, japanske forskere forudså, at Tokyo inden for fire år ville blive ramt af et jordskælv, der snildt kunne snige sig op på 9 på den japanske skala – lige så stort eller større end det skælv, der for præcis et år siden smadrede hele kysten nord for Tokyo med en tsunami. Den japanske hovedstad ligger midt i et gadekryds af uforudsigelige tektoniske plader, der rykker sig i hver sin retning. Er de to store jordskælv, vi netop har oplevet her i byen, et dårligt varsel?

De to jordskælv kan også betyde det stik modsatte: At “The Big One” måske slet ikke kommer. I stedet for at de tektoniske plader forskyder sig i ét ryk (Plan: læg dig under et bord og håb på det bedste), er pladerne måske ved at rykke sig i små kapitler – det, vi kan mærke som de relativt store, men indtil videre harmløse skælv.
Shaun trækker lidt på skuldrene. Selvom det katastrofale jordskælv sidste år også kom efter et par relativt store rysteture, er det umuligt at forudse, hvornår og om “The Big One” overhovedet rammer. Jeg spørger, hvad hans planer for weekenden.
»Jeg skal ud og handle ind. Jeg vil være sikker på, jeg har nok vandflasker og mad… og toiletpapir. Japanerne hamstrer altid toiletpapir, når der er en katastrofe i sigte.«

Den visuelle katastrofe

Alverdens medier dækker årsdagen for katastrofen, der ramte Japan sidste år. Langt de fleste medier fokuserer på de menneskeskæbner, katastrofen har kastet af sig – så det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg gerne dele nogle af de infografikker og visualiseringer af katastrofens omfang, som jeg er faldet over.

Japan og omegn bliver ramt af adskillige jordskælv hver eneste dag – ofte mærker man det overhovedet ikke. Denne video viser, hvor kraftigt jordskælvet den 11. marts 2011 var i forhold til de almindelige skælv, der normalt rammer øen. Lyden på videoen er i sig selv spændende og giver én fornemmelsen af, at man rent faktisk lytter til de teknoniske plader langsomt blive revet fra hinanden
Spol frem til omkring 1.35 for at se, hvordan situationen normalt er. Omkring 1.50 når videoen frem til 11. marts, hvor jordskælvet nåede 9,0 på Richterskalaen.

Twitter og Facebook er langsomt ved at få tag i de japanske mediebrugere, men det er stadig lokale sider som Mixi og 2channel (forløberen for 4chan) der har størstedelen af markedet for sociale medier i Japan – noget, jeg vil blogge om senere. Men Twitter, Facebook og YouTube fik en vigtig rolle under katastrofen sidste år, da folk i hele verden og japanerne selv forsøgte at finde nyt om bekendte og familiemedlemmer i Japan.
Twitter har selv produceret denne video, der viser tweets og retweets fra Japan i minutterne efter jordskælvet.

Den næste velproducerede infografik fra hjemmesiden Webnode giver et overblik over, hvordan nyheden og kommentarer om jordskælv, tsunami og nedsmeltning på atomkraftværket Fukushima gav stor Twitteraktivitet over hele kloden. Blandet sammen med data over, hvordan den radioaktive sky spredte sig og nåede helt op til Europa, giver grafikken et uhyggeligt billede af, hvordan verden blev påvirket.

How Fukushima’s Radioactive Cloud influenced Social Networks globally

Create a free website – Webnode.com

De to videoer er godt lavet og informative, men de mangler lidt på den interaktive front. Det lykkedes New York Times til gengæld med. Denne grafik, lavet få dage efter jordskælvet, giver dig mulighed for at sammenligne satellitbilleder før og efter katastrofen.

Til sidst er her en simpel, men alligevel skræmmende grafik om radioaktiviteten i det nordøstlige Japan. Den viser data for dagene efter reaktoren på Fukushima-kraftværket eksploderede og værket var tvunget til at ventilere radioaktiv damp ud i atmosfæren.

Hvis du har lyst til at se flere visuals, er der er større samling på Japan Times’ hjemmeside.